Velkommen til B.T.'s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.

Rob Gronkowski stopper karrieren
Siden 2010 har NFL-stjernen Rob Gronkowski været et af Tom Bradys faste våben hos New England Patriots. Men nu er makkerskabet forbi. Gronkowski skriver nemlig på Instagram, at han stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning. Det sker, knap to måneder efter at han vandt Super Bowl for tredje gang med holdet fra delstaten Massachusetts. I kampen, som Patriots vandt 13-3, sørgede Gronkowski blandt andet for at bringe Patriots i position til kampens eneste touchdown, da han greb et dybt kast fra den legendariske quarterback Brady.
Læs mere her

ARKIVFOTO af Rob Gronkowski (med nummer 87).
ARKIVFOTO af Rob Gronkowski (med nummer 87). Foto: ELSA
Vis mere

Lektor: Konklusioner i undersøgelse er gode nyheder for Trump
USA's justitsminister, William Barr, har søndag sendt et brev til politikere i den amerikanske kongres med konklusioner fra Rusland-undersøgelsen, som særlig anklager Robert Mueller afleverede fredag. Og det ligner, at den amerikanske præsident, Donald Trump, kan ånde lettet op. Det vurderer Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikansk politik ved Syddansk Universitet. »Det er ikke en frifindelse, men der er ikke grundlag for at rejse sigtelse, og der er ikke tilstrækkeligt med beviser. Det er gode nyheder for præsidenten, at der ikke er noget, der tyder på, at folk i hans kampagne aktivt samarbejdede med Rusland. Det letter virkelig presset på Trump,« siger Niels Bjerre-Poulsen.
Læs mere her

Topdemokrater: USA's justitsminister er ikke objektiv
Demokraternes ledere i Kongressen mener ikke, at USA's justitsminister objektivt kan vurdere Rusland-undersøgelsen. Det skriver formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og minoritetslederen i Senatet, Chuck Schumer, i en fælles meddelelse natten til mandag dansk tid. Meldingen kommer, efter at justitsminister William Barr søndag aften dansk tid har sendt et kortfattet brev til Kongressen. Her fremlægger han hovedkonklusionerne af den særlige anklager Robert Muellers Rusland-undersøgelse.
Læs mere her

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

Forældre, der skylder børnebidrag, får flyveforbud i Australien
Forældre i Australien, der skylder børnebidrag, har nu fået et forbud mod at rejse ud af landet. Det skriver den australske regering på sin hjemmeside. Det drejer sig om 1.067 forældre, der har skyldt børnebidrag i mere end seks måneder. Derfor får de en såkaldt DPO, der er betegnelsen for rejseforbuddet, siger den australske minister Michael Keenan. »De, som viger uden om deres ansvar, berøver deres børn for et bedre liv. Regeringens besked er tydelig: Hvis du har råd til at rejse udenlands, har du også råd til at betale børnebidrag,« siger han.
Læs mere her

Kilde: Russisk militærfly med soldater er landet i Venezuela
Et russisk fly er landet i Venezuelas hovedstad, Caracas, som en del af et igangværende militært samarbejde mellem de to lande. Det oplyser en venezuelansk embedsmand, skriver nyhedsbureauet AP. Han udtaler sig på betingelse af anonymitet grundet emnets karakter. Med flyet er militært udstyr fra Rusland samt russiske soldater. De skal være rejst til Venezuela for at drøfte vedligeholdelse af udstyr og militær træning med landets militær.
Læs mere her