Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Bob Dylan smilede (!) sig igennem det meste af sin hyggelige koncert i amfiteatret i den idylliske ”Fynske Landsby”, hvor han sammen med sit band spillede op til en helt speciel aften.

For en måned siden blev han 70, Robert Zimmerman. Eller Bob Dylan, som han har kaldt sig gennem hele sin til næste år fem årtier lange karriere som pladeudgivende kunstner. I dette tidsrum har han bevæget sig fra folk, over rock og country til blues og gospel med største selvfølgelighed.

Og hvor den gode Dylan i 60’erne udsendte mesterværk efter mesterværk og dikterede tidens musikalske trends, røg han også ud på noget af en glidebane som genfødt kristen i 80’erne. Men i slutningen af 90’erne vendte han overraskende stærkt tilbage.

På de seneste plader bevæger veteranen sig i klassisk rock ’n’ roll, swing, rhythm and blues – en nostalgisk udvikling, der især giver mening, hvis man har fulgt med i Dylans virke som radiovært i ”Theme Time Radio Hour”, hvor han spiller obskure sager fra den amerikanske sangskat.

Om man så bryder sig om de oftest markante (om)fortolkninger af sine egne sange, som Bob Dylan i dag er kendt for, ja, det er en anden sag. Man er i hvert fald garanteret hans meget rustne røst, og ikke mindst et fantastisk spillende backingband, der har bakket ham op til tusinder af koncerter.

Storsmilende storform

”The Never Ending Tour”, som Dylan påbegyndte for 23 år siden og som – i sagens natur – nok fortsætter, indtil han stiller træskoene, ramte i aftes det idylliske amfiteater i ”Den Fynske Landsby”, der blandt andet omgives af gamle vind- og vandmøller.

På alle måder unikke rammer for det lille spillested, der kun har plads til 2.200 publikummer. Der var udsolgt, og heldigvis var Dylan selv i storsmilende (!) storform, hvilket var tydeligt allerede fra da de første toner af ’Rainy Day Women #12 & 35’ vuggede ud af højtalerne.

Bob glemte et vers, men improviserede grinende, og det var sigende for den afslappede koncert, at ikke bare publikum, men også hovedpersonen og hans band følte sig hjemme i de grønne omgivelser.

Legesygt og uhøjtideligt

Siden sit sidste danskerbesøg i Københavns Forum for godt to år siden har Dylan skiftet den noget tvivlsomme guitarist Denny Freeman ud med Charlie Sexton, som senest var med i bandet omkring årtusinde skiftet og som spillede med på fornøjeligt ’Love and Theft’. Godt valg.

For hvis der var noget, aftenens koncert mindede om, så var det stemningen på dén plade. Legesygt, hyggeligt og uhøjtideligt. Det var simpelthen en udsøgt fornøjelse at følge bandet på scenen igennem de knap 100 minutter, der var sat af til Odensebesøget.

I anledningen havde Dylan endda gravet sjældenhederne ’The Man in Me’ og ’Every Grain of Sand’ frem, men det var den anderledes countryversion af ’Things Have Changed’, der stod som aftenens første store positive overraskelse.

Samlede den seksstrengede op

Sange som ’Boots of Spanish Leather’ og ’Ballad of Hollis Brown’ blev løftet fra deres akustiske originaltilstande til sydstatsswingende nyfortolkninger, ledt an af førnævnte Sexton som indpisker og multimusikeren Donnie Herron på blandt andet violin og banjo.

Men som koncerten skred frem, var det mest påfaldende egentlig, hvor meget tid, Bob Dylan spenderede på midten af scenen – enten med en guitar eller en mundharmonika i hænderne. I de sidste mange år har han, med få undtagelser, gemt sig bag sit orgel i siden af scenen.

Ikke længere, for denne aften samlede han jævnligt den seksstrengede op, og selvom han med sine soloer (blandt andet i førnævnte ’Boots…’) fik understreget, at han ikke just er verdens største guitarist, så lod man sig overvinde af mandens gode humør.

En speciel aften

Det hele kulminerede da spilleglæden overvandt den ellers notoriske gnavpot i en gnistrende version af ’Ballad of a Thin Man’, hvor han pludselig tabte masken og brød sammen i latter.

Dén havde man ikke set komme, men det var på alle måder en speciel aften i selskab med rockmusikkens vigtigste sangskriver. Og lad der endelig komme flere af dem snart.

I hvert fald hvis dette gode humør er ny stil fra den 70-årige legende.

Andre læser også