En 34-årig mand blev fundet dræbt ved Mogenstrup på Sydsjælland juledag. Fem sidder varetægtsfængslet i sagen.

To mænd er blevet varetægtsfængslet i en sag om drabet på en rocker, der blev skuddræbt juledag.

Det fortæller specialanklager Skipper Pelle Falsled.

De to er sigtet for drab ved at have skudt den 34-årige mand i hovedet med et jagtgevær. Det skulle de ifølge sigtelsen have gjort i forening med en 22-årig mand, der allerede sidder fængslet i sagen.

Om alle havde drabsvåbnet i hænderne, vil specialanklageren ikke ind på.

Han fremførte en subsidiær sigtelse om medvirken til drab.

Det vil sige, at Skipper Pelle Falsled argumenterede for, at de skulle fængsles for drab, men at hvis dommeren ikke fandt grundlag for det, burde de ifølge ham varetægtsfængsles på mistanke om, at de havde medvirket til drabet.

Resultatet af grundlovsforhøret i Retten i Næstved er blevet, at de to mænd på 24 og 27 år skal sidde fængslet i sagen foreløbigt frem til 16. februar.

De nægtede sig begge skyldige i den alvorlige sigtelse, og den yngste af de to kærede kendelsen om fængsling. Dermed skal Østre Landsret vurdere, om der er grundlag for at frihedsberøve manden.

Den ældste af de to tog sig betænkningstid i forhold til kærespørgsmålet.

Ifølge regionalmediet sn.dk kom det frem under retsmødet, at anklagemyndigheden mener, at de to mænd har relation til rocker-bande-miljøet.

Hvad der mere kom frem, er uvist, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Dermed bliver politiets beviser og de sigtedes eventuelle forklaringer i sagen holdt hemmelige.

I forvejen sidder tre fængslet i sagen.

Den 34-årige rocker blev angiveligt skudt i hovedet med et gevær på en grusvej nær Mogenstrup sydøst for Næstved.

En 23-årig kvinde sidder fængslet i sagen, og hun mistænkes for at have skaffet og opbevaret haglgeværet, der blev brugt ved drabet. Det er tidligere kommer frem, at politiet mener, at det var en 22-årig mand, der førte våbnet.

Selv har han sagt, at det gik af ved en ulykke. Også en 46-årig mand er fængslet i sagen.

Alle de sigtede har nægtet sig skyldige.

/ritzau/