Politiet er ikke sikker på, at to grupperinger i Esbjerg har sluttet fred. Derfor forlænges visitationszone.

Den igangværende bandekonflikt i Esbjerg er ikke slået helt tilbage.

Derfor har politiet besluttet at forlænge visitationszonen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet den 17. august. Det er tredje gang, at zonen bliver forlænget.

Baggrunden for forlængelsen er den fortsat anspændte situation i Esbjerg mellem to lokale grupperinger. Politiet finder stadigvæk våben i forbindelse med visitationerne, lyder det.

Rygterne har ellers gået på, at de to grupperinger har begravet stridsøksen.

Men politiet har "ikke et entydigt billede af, at de to grupperinger reelt har sluttet fred."

De to grupperinger kommer fra henholdsvis boligområdet Kvaglund og boligområdet Stengårdsvej.

Formelt bliver zonen forlænget på lørdag til den 17. december 2018. Herefter skal politikredsens ledelse igen vurdere, om der er grundlag for at forlænge visitationszonen.

Siden zonen blev etableret i august, har politiet foretaget 619 visitationer.

Man har desuden beslaglagt en skudsikker vest og flere våben.

DR Nyheder har berettet om, at der har været seks skudepisoder forskellige steder i byen, to knivoverfald og flere masseslagsmål i Esbjergs gader og et enkelt på motorvejen.

Rigspolitiet har besluttet at sende ekstra 17 betjente til området for at bistå politikredsen.

- Det skaber utryghed i området, at der er slagsmål og skyderier. Det skal vi lige have set på, lød det forleden fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ifølge DR Nyheder.

/ritzau/