B.T. i Sydafrika: En mand sigtet for hæleri i den store sag om svindel i Socialstyrelsen belastes nu yderligere af et opsigtsvækkende fund i mandens taske.

Da den blev afleveret på en politistation i Sydafrika af en person med tilknytning til manden, fandt politiet to diamanter i den.

De nye oplysninger kom frem på et pressemøde tirsdag, hvor den sydafrikanske politiminister Bheki Cele gav en status på sagen.

»30. oktober blev to diamanter fundet i hans bagage, som blev leveret af en person med tilknytning,« sagde ministeren.

Det skete altså samme dag, som den sigtede blev anholdt i lufthavnen i Johannesburg, da han forsøgte at rejse ud med en enkeltbillet.

B.T. fik yderligere detaljer af ministerens talsperson.

»De to diamanter blev bragt ind på politistationen af en person med tilknytning til den mistænkte. De blev dog med sikkerhed ikke forsøgt smuglet ind på politistationen,« siger Reneilwe Serevo, talskvinde for Bheki Cele.

Politiet har valgt ikke at fortælle om tilknytningen mellem den sigtede mand og den person, der leverede tasken til politiet.

Da der er nedlagt navneforbud kan B.T. ikke beskrive den hælerisigtede mands tilknytning til Britta Nielsen, der er mistænkt for at have svindlet staten for 111 millioner kroner via sit job som afdelingsleder i Socialstyrelsen.

Hun sidder ligeledes fængslet på en politistation i Johannesburg.

Som B.T. tidligere har beskrevet, har Britta Nielsen en forkærlighed for diamanter og smykker.

Hun har tidligere shoppet smykker og diamanter for hundredtusindvis af kroner i Sydafrika.

»De købte diamanter, ringe, armbånd og halskæder,« forklarede en diamanthandler, som ønskede at være anonym, over telefonen. Han undersøgte, hvor mange penge Britta Nielsen brugte den dag i maj 2012, hvor hun kom ind i butikken.

»Hun betalte noget af det i kroner og noget af det på kreditkort. Vi kan se, at beløbet på kreditkort var 520.000 sydafrikanske rand,« siger smykkehandleren. Med den gældende valutakurs i maj 2012 svarer det til 375.600 kroner.

Den hælerisigtede mand skal torsdag for retten i Kempton Park i Johannesburg.