To altaner på et plejehjem i Nordjylland styrtede onsdag ned.

Ingen personer kom dog til skade i forbindelse med hændelsen, som fandt sted på det nybyggede plejehjem Dansk Diakonhjem, der er under opførelse i Da Vinci Parken i Aalborg Øst.

Det skriver TV 2 Nord, som har talt med Kristoffer Styrup, afdelingschef i A. Enggaard A/S, der står for byggeriet.

Han fortæller mediet, at de endnu ikke ved, hvad der har forårsaget kollapset:

»Jeg kan ikke sige, hvad der er sket. Der er ingen tilskadekomne, men den håndfuld håndværkere, der så, hvad der skete, er selvfølgelig noget chokerede. Så nu handler det i første omgang om at tage hånd om dem,« siger Kristoffer Styrup.

Han oplyser endvidere, at A. Enggaard A/S vil sørge for, at håndværkerne får den nødvendige krisehjælp, de hver især har brug for det.

Han siger desuden, at han selv er 'chokeret', og at han ikke har oplevet noget lignende i sine 15 år i branchen.

Dansk Diakonhjem består af 54 boliger og skulle – ifølge TV 2 Nord – efter planen stå færdig til september 2020.