Det 23-årige skudoffer er tidligere blevet angrebet og skudt tæt ved onsdagens gerningssted. Denne gang efterforsker politiet episoden som forsøg på manddrab.

Den 23-årige mand, der onsdag aften kort før midnat blev skudt i benet på Janesvej i Gellerup, er tidligere blevet angrebet.

Det fortæller Stiften.

Ifølge Stiftens oplysninger er offeret den samme mand, som for halvandet år siden blev skudt - ligeledes i benet - i forbindelse med et større slagsmål med baseball-køller ved Bazar Vest. Dengang blev en patruljevogn desuden ramt af et projektil.

Poltiet efterforsker denne gang sagen som forsøg på manddrab.

Ifølge politikommissær Jesper Jørgensen formoder politiet, at skudepisoden skete som led i en familiefejde mellem to familier, der begge er bosiddende i Brabrand. Han afviser, at episoden bunder i et bandeopgør.

Politiet er bekendt med familiernes indbyrdes rivalisering, men kender endnu ikke identiteten på de tre gerningsmænd, der affyrede tre-fire skud onsdag aften.

Læs også:

Politiet fik onsdag kort før midnat klokken 23.36 en anmeldelse om, at en 23-årig mand var skudt i benet. Skuddet gik ind ved akillessenen og er gået op bag skinnebenet. Han er uden for livsfare.

Ved du noget, så tip os på 1929@bt.dk.

»Vi efterforsker sagen. Der er tale om tre maskerede mænd, som overrasker den 23-årige, da han kommer ud fra ejendommen. De bærer alle såkaldte anonymous-masker. Den 23-årige forsøger at flygte fra stedet, og der bliver skudt flere gange. Omkring tre-fire gange,« siger politikommisær Jesper Jørgensen.

Maskeringen, der også er kendt som »Guy Fawkes-masker« med et smilende ansigt, er blevet brugt ved demonstrationer over hele verden. Blandt andet af Occupy Wall Street bevægelsen.

»Der er tale om en alvorlig familiekonflikt. Vi ved, at den 23-årige tidligere har været oppe at toppes med sin familie,« siger Jesper Jørgensen.

Manden er skudt med en ukendt kaliber men er uden for livsfare. Episoden skete i Gellerup på Janesvej ud for nummer 29, oplyser politiet, der efterlyser vidner, der kan have overværet skudepisoden.

VED DU NOGET? Tip os på red@stiften.dk eller send en SMS til 1929 med ordet »Tipos« efterfulgt af din besked.