Slutfløjtet i kampen mellem FCK og PSV havde kun lige lydt, da en ny kamp gik i gang i området omkring Parken.

Talstærkt var politiet mødt op for at holde styr på de mange fans. Men for en PSV-fans vedkommende vakte betjentenes tilstedeværelse tilsyneladende ikke just begejstring.

I hvert fald er han nu varetægtsfængslet for at have overfaldet en betjent.

Da den hollandske mand fredag blev fremstillet i Dommervagten ved Københavns Byret, fortalte han, at netop havde været inde og se kampen, der endte med storsejr til hans hold. 0-4. En kæmpe ydmygelse af hjemmeholdet.

Politiet var massivt til stede i forbindelse med kampen mellem FCK og PSV. Foto: Byrd/Sebastian Irmark
Politiet var massivt til stede i forbindelse med kampen mellem FCK og PSV. Foto: Byrd/Sebastian Irmark
Vis mere

Efterfølgende havde politiet fulgt modstandernes fans op til Svanemøllen Station. Og så var der opstået tumult.

I sigtelsen mod den 23-årige hollænder lyder det, at han netop under tumulten spyttede en betjent i ansigtet og efterfølgende sparkede ham i maven.

Som følge af sparket væltede betjenten bagover.

Den involverede betjent har til politiet selv forklaret, at den unge hollænder først havde spyttet på det visir, han bar, hvorefter betjenten tog et skridt frem mod ham.

Hollænderen skulle så også have taget et skridt frem og så sparket, lyder betjentens forklaring. En forklaring, som et vidne overfor politiet har bekræftet.

Den udlægning kunne den 23-årige dog ikke nikke genkendende til under grundlovsforhøret.

Han forklarede, at han nok havde set en betjent falde til jorden. Men at han hverken havde spyttet på eller sparket nogen.

Selvom han nægtede sig skyldig, besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham.

Hans ophold i Danmark er dermed foreløbigt forlænget med 12 dage.