Ukrudtsbrænderen er et effektivt haveredskab, men alt for ofte medfører den alvorlige ulykker, hvilket oven i købet kan resultere i en bøde.

Tirsdag advarer Nordsjællands Politi mod at bruge ukrudtsbrændere uden omtanke, efter at politikredsen har rykket ud til fire brande.

»Vi har været ude til fire brande i dag - mindst to af dem er med sikkerhed opstået på grund af ukrudtsbrændere,« siger vagtchef i Nordsjællands Politi Flemming Hansen, der oplyser, at politiet antager, at de øvrige to brande også er opstået på grund af ild fra det udbredte haveredskab.

For selvom ukrudtsbrænderen er et bekvemt redskab at slå sin uønskede og vildtvoksende fauna ihjel med, medfører den alt for ofte brande. Ifølge Beredskabsstyrelsen var ukrudtsbrændere skyld i mindst 286 brande i 2017.

Tirsdag er et hus brændt ned, mens en længe i en gård ved Græsted efter en time fortsat var i flammer klokken 20.30.

Ifølge beredskabsloven er der bødestraf for uforsvarlig omgang med ild, og det kommer bag på de fleste, lyder det fra Flemming Hansen.

»Folk bliver overrasket,« siger han og fortæller, at politiet endnu ikke har taget stilling til, om dagens brande kommer til at koste brugerne af ukrudtsbrænderne en kontant udskrivning.