For præcis en måned siden forsvandt 26-årige Mads Ehmsen. Uden sin pung og telefon. Uden et ord. Sporløst.

Siden har politiet ledt efter ham. Til lands, til vands og i luften. Uden held. Så nu får man hjælp udefra.

Således har man tilkaldt hjemmeværnet til at finkæmme Varde og omegn. Eftersøgningen, som indledes torsdag, starter ved Storegade 19, hvor Mads Ehmsen sidst er set.

»Det er en stor opgave, som vi får hjælp af hjemmeværnet til at løse. Vi har søgt i området før, ligesom vi har søgt i og ved åen uden resultat,« siger vicepolitiinspektør Kent Brynielsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi undrer os over, at vi ikke kan finde Mads, og fortsætter eftersøgningen i området. Borgerne skal derfor være forberedte på, at vi kan komme forbi for at undersøge haver, skure og andre mulige findesteder. Familien og venner er meget bekymrede, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at finde Mads.«

B.T. har tidligere været i kontakt med familien, hvis bekymring for alvor voksede, da den fandt ud af, at sønnen var smuttet uden sin telefon.

»Vi frygter, der er sket ham noget. Han plejer altid at give lyd fra sig, og han plejer også altid at have sin telefon på sig. Altid. Så det ser mærkeligt ud, at han er forsvundet uden den,« har Preben Ehmsen, far til den forsvundne, tidligere sagt til B.T.

Efter aftale med netop Mads Ehmsens pårørende deler politiet nu nye billeder af den 26-årige. Billeder, der blev taget den dag, hvor han forsvandt.

Håbet er, at borgere vil kunne hjælpe med nye oplysninger, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der desuden opfordrer folk i området til at tjekke deres haver og skure samt holde øje, når de bevæger sig rundt i naturen.

Derudover lyder der en opfordring til borgere, der ligger inde med privat overvågning, der kunne have relevans for sagen, om at kontakte politiet på telefon 114.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her: