Hvis du har fået en e-mail, der umiddelbart ser ud til at stamme fra Nets, hvori det hævdes, at du har købt nogle bitcoins i 2013, som i dag har mangedoblet sin værdi. Så kan du roligt bare slette e-mailen.

Det fortæller presserådgiver Mads Allingstrup fra Nets Danmark til BT.

»Det er ikke fra os. Vi sender aldrig sådan noget ud. Man skal slette det, og ikke tænke mere over det,« slår han fast.

Det sker, efter BT har fået følgende e-mail fra en bekymret læser. I afsenderfeltet på e-mailen fremgår Nets heller ikke. Den er derimod sendt fra den noget besynderlige e-mail 'contact@pictureitanywhere.com'.

Hvis du får en lignende e-mail fra Nets, skal du slette den med det samme.
Hvis du får en lignende e-mail fra Nets, skal du slette den med det samme.
Vis mere

Du skal under ingen omstændigheder klikke på linket i e-mailen, da det kan være med til at give kriminelle elementer adgang til dine informationer.

Presserådgiveren fortæller, at han ikke har kendskab til den pågældende falske e-mail, men han konstaterer, at det efterhånden desværre er meget normalt, at lignende e-mails er i omløb.

Han anbefaler, at man downloader appen 'Mit digitale selvforsvar', som Forbrugerrådet TÆNK blandt andet har udviklet i samarbejde med Nets Danmark. Her får man en push-besked, når der er falske e-mails, falske konkurrencer eller registrerede trusler fra virusser eller anden skadelig software i omløb.

Læs mere om 'Mit digitale selvforsvar' her.