En firlænget gård på i Hornslunde på Lolland er søndag aften brændt ned.

Det skriver lokalmediet Folketidende.dk, der tilføjer, at gårdens beboere selv slog alarm, da de opdagede branden. Alle nåede ud i tide.

»Ved ankomsten kunne jeg konstatere, at den var fuldstændig overtændt. Jeg kaldte på en rigtig masse materiel, og det gjorde jeg, fordi den ligger i et område med rigtig mange træer og krat og buske og kort til naboen. Og da naturen er ret tør, bliver der sat massivt ind med vand,« fortæller indsatsleder Henrik Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen til Folketidende.dk

Brandfolk fra både Nakskov, Maribo og Sakskøbing har det meste af aften kæmpet med at få flammerne under kontrol.

Ifølge Folketidende.dk har man haft tre sprøjter og seks tankvogne i aktion, mens Beredskabsstyrelsen også har haft en redningskran med, som man har brugt til at flå taget fra huset.

Man forventer, at efterslukningen kommer til at fortsætte til langt ud på natten.