Hanne With er blevet beskrevet som flot og begavet. Stædig og temperamentsfuld. Hun fandt sig ikke i noget, har en tidligere veninde sagt. 

Hun råbte op og skreg, når sexkunderne overskred hendes grænser. Gjorde modstand.

Meget tyder på, at det også var tilfældet den nytårsnat i 1990, hvor hun blev dræbt. Hun kæmpede for sit liv.

Nøjagtig som hun havde gjort det altid.

Den 23-årige Hanne With blev dræbt nytårsnat 1989/90 i sin lejlighed i Fensmarkgade.
Den 23-årige Hanne With blev dræbt nytårsnat 1989/90 i sin lejlighed i Fensmarkgade. Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når man graver sig ned i avisarkiverne, er det ikke mange artikler, man kan finde om den unge kvindes liv.

De fleste handler om hendes død. Den nat hun på brutal vis blev frarøvet livet, da gerningsmanden med køkkenkniv, saks og skruetrækker stak og snittede hende ihjel i hendes lejlighed på Nørrebro.

En 53-årig mand blev forleden sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Han nægter sig skyldig. 

Nægter, at han nogensinde har hørt om den 23-årige sexarbejder. Også selvom hendes ansigt i de første dage af 1990 prydede avisernes forsider.

Her blev hun beskrevet som en narkoprostitueret, høj, langbenet, slank kvinde med glat, brunt hår, som kom i det hårde miljø på datidens Vesterbro.

Meget få artikler handlede om, hvem Hanne With var.

En hård barndom
Spørgsmålet forsøgte hendes tidligere plejemor Bitten Weis at besvare i en Berlingske-artikel udgivet seks dage efter drabet.

»Man gjorde Hanne fortræd,« lød overskriften.

Men den henviste ikke til det bestialske drab.

Den henviste til de kort, som livet og samfundet havde givet Hanne With på hånden fra barnsben.

Hun var to år, da hendes mor som 16-årig tog sig selv af dage. Her var hun allerede blevet et barn af systemet.

Efter en lang kamp fik mormoren forældremyndigheden. Men hun magtede ikke opgaven. Den var for stor, efter hun havde sagt farvel til sin egen datter, og da Hanne With var otte år, vendte hun tilbage til systemet.

Hanne With er blevet beskrevet som både smuk, begavet, stædig og temperamentsfuld.
Hanne With er blevet beskrevet som både smuk, begavet, stædig og temperamentsfuld. Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun boede på institutioner og var pleje, før hun fik hjem hos Bitten Weis, der tidligere har været forstander for Københavns Kommunes børnehjem Nærumgård. 

»Hun var køn og velbegavet, men havde store adfærds- og skoleproblemer. Hun provokerede for at komme i centrum (...) Hun var hudløs, hun kunne råbe og skrige,« fortalte hun dengang til Berlingske.

Hanne With boede hos Bitten Weis og hendes mand i godt fire år, før hun ifølge plejemoren en dag blev rasende over, at der ikke var købt rundstykker. Og så skred hun.

I kølvandet på anholdelsen af den 53-årige mand har B.T. kontaktet Bitten Weis, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Til TV 2 fortæller hun dog, at unge Hanne With elskede komme hjem fra skole og snakke, drikke te og spise brød.

»Hun var dejlig, men bestemt ikke uproblematisk,« siger den i dag 78-årige pensionist.

Barsk ungdom med stoffer
I teenageårene bevægede Hanne With sig ned ad en dyster sti. En sti med kriminalitet og stoffer. Og for at få råd til stofferne, endte hun på gaden som sexarbejder.

Halvandet år forud for sin død, blev hun venner med en jævnaldrende mand, der siden skulle blive hendes kæreste.

Han brød sig ikke om hendes liv som sexarbejder, men han kunne heller ikke forbyde hende det.

Under grundlovsforhøret blev uddrag af hans nu 34 år gamle vidneforklaring læst op.

Her forklarede han, at de boede sammen i lejligheden på anden sal på Fensmarksgade. Nogle gange tog den 23-årige kvinde kunder med hjem.

»Forespurgt forklarede afhørte, at Hanne altid benyttede gummi med sine kunder. Hanne bad altid sine kunder om at skylle kondomer ud i toilettet,« læste anklager Søren Harbo op fra den gamle afhøringsrapport.

Vicepolitiinspektør Brian Belling på Politigården i København hvor politiet holder pressebriefing onsdag den 7. februar 2024. Dna-spor fører til anholdelse i 34 år gammel drabssag hvor Hanne With blev dræbt.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Vicepolitiinspektør Brian Belling på Politigården i København hvor politiet holder pressebriefing onsdag den 7. februar 2024. Dna-spor fører til anholdelse i 34 år gammel drabssag hvor Hanne With blev dræbt.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

Passede på sig selv
Forud for grundlovsforhøret kom to efterforskere slæbende med store papkasser med dokumenter.

Blandt dem var afhøringer af kvinder, der ligesom Hanne With havde arbejdet som prostituerede. Et af vidnerne havde kendt hende fra barnsben.

Ifølge vidnet havde Hanne With flere faste kunder. Det var et spørgsmål om sikkerhed, havde vidnet under sin afhøring forklaret og tilføjet, at Hanne With som udgangspunkt undgik at tage kunderne med hjem. 

Men når hun gjorde det, måtte kunden kun være i gangen og soveværelset.

Vidnet understregede, at Hanne With altid havde en klar plan, hvis en kunde ikke opførte sig ordentligt.

Blandt andet ville hun »råbe og skrige«.

»Hanne havde et meget hidsigt temperament og fandt sig ikke i noget. Hanne var efter afhørtes mening god til at forsvare sig selv,« læste anklageren op fra afhøringsrapporten.

Kæmpede for sit liv
Da Hanne Withs kæreste nytårsnat 1990 fandt hende i en blodpøl i deres lejlighed, stod det klart, at hun havde kæmpet.

Der var blod overalt.

Hendes tøj lå spredt på gulvet. Og på hendes blå cowboybukser var der blod ved samtlige fire lommer. Det var netop her, politiet fandt de dna-spor, der nu har ledt til anholdelsen af den 53-årige mand.

Snart ankom politiet til lejligheden.

En retsmediciner undersøgte den 23-årige kvindes lig, der var fyldt med læsioner, og en fotograf fulgte med, da hendes jordiske rester blev båret ud af lejligheden og videre til yderligere undersøgelser. 

Den 23-årige kvinde havde adskillige læsioner. Blandt andet fandt retsmedicinere et 14 centimeter langt snit på hendes hals.
Den 23-årige kvinde havde adskillige læsioner. Blandt andet fandt retsmedicinere et 14 centimeter langt snit på hendes hals. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et fem år gammelt interview med Ekstra Bladet har Bitten Weis fortalt, at bisættelsen fandt sted nogle dage senere.

I et krematorium på Bispebjerg.

Kun få dukkede op for at sige farvel til Hanne With, der aldrig fik en gravsten. 

B.T.s kriminalreportere gennemgår drabssagen i podcasten 'På Fersk Gerning', som du kan høre her, eller hvor du plejer at finde dine podcast.