En 88-årig mand er i kritisk tilstand, efter der gik ild i det tæppe, han havde over sig.

Politiet formoder, at manden kan have røget i sin seng - og det var det, der var årsagen til branden.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Ulykken skete lørdag eftermiddag klokken 16:34 på botilbuddet Kærhuset i Fabjerg, hvor den 88-årige mand er beboer.

Han fik tredjegradsforbrændinger som følge af ilden, fortæller den vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, til Dagbladet Holstebro-Struer.

Manden blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet.

Forbrændinger inddeles i første-, anden- og tredjegradsforbrænding afhængig af dybden af vævsskade.

Tredjegradsforbrænding er den alvorligste skade, fordi den strækker sig ned i det følsomme underhudsvæv og ødelægger nerver, blodårer og andre elementer i huden, oplyses det på Sundhed.dk. Omfattende tredjegradsforbrænding kan være dødelig, fordi infektionsfaren er ekstremt høj.