To 20-årige mand havde ikke gennemtænkt deres plan til fulde, da de lørdag aften ifølge politiet begyndte at skære i en pakkeboks på Vestre Allé i Aalborg.

For selvom det angiveligt lykkedes at skære sig ind til pakkerne, havde de efter alt at dømme ikke tænkt over, hvor mange der kunne følge med i ulovlighederne.

Det skriver TV 2 Nord.

Omkring 100 beboere har nemlig direkte udsyn til pakkeboksen, og derfor blev politiet også hurtigt bestormet med opkald.

»Vi fik en del opkald omkring klokken 23.18 fra borgere, som kunne se episoden. Vi var fremme indenfor få minutter, og her blev de to mænd anholdt,« oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix til TV 2 Nord.

Patruljen tog mændene med på stationen, og her har de overnattet til søndag.

De er begge blevet sigtet for forsøg på tyveri samt hærværk.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.