Under retssagen, hvor tre er tiltalt for at have slået et 16-årigt avisbud til døde med et bat, fortalte vennen til avisbudet, at der lå racisme bag dødsvolden.

Den ene overfaldsmand råbte perkersvin til avisbudet, inden han slog ham ned med et bat og grinede, da det 16-årige avisbud sank livløs sammen på fortovet. Det fortalte vennen til avisbudet i dag, da han afgav forklaring i Københavns Byret, hvor straffesagen mod tre teenagere er i gang.

- Vil du ha' en med battet, dit perkersvin.

Sådan hørte Mohammed Qaraday på 17 år den ene af de tiltalte råbe efter sin ven, inden han svingede et bat i hovedet på det 16-årige avisbud, Deniz Ôzgur Uzun.

Mohammed Qaraday forklarede i retten, at han har kendt Deniz Ôzgur Uzun det meste af sit liv, og at de var rigtig gode venner. De delte aviser ud sammen den 19. marts og sad netop og hvilede sig, da de lagde mærke til, at en sort bil kørte forbi dem flere gange.

- Dem, der sad i bilen, kiggede hele tiden på os, og vi undrede os over, at de kiggede på os, fortalte Mohammed Qaraday i retten.

Ifølge Mohammed Qaraday gik det hele meget hurtigt.

- De slog Deniz, han vaklede et par skridt og sank sammen på fortovet med blod ud af næsen. De to grinede af Deniz, da han lå på jorden, fortalte Mohammed Qaraday.

/ritzau/