»Det er simpelthen løgn.«

Det var professor Bo Poulsens første tanke, da han så billederne af Børsens spir omgærdet af flammer.

Men de billeder, professoren ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og mange andre danskere kunne se tirsdag morgen, var desværre virkelige.

Nu er Børsens spir og dele af bygningens tag styrtet sammen – alt imens både almindelige mennesker, folk fra beredskabet og Dansk Erhverv desperat bar historiske malerier ud af den brændende bygning i et forsøg på at redde, hvad der reddes kan. 

»Det er surrealistiske billeder. Jeg er forfærdet,« siger Bo Poulsen, som er ekspert i netop den historiske periode, hvor Børsen blev bygget.

Han kan derfor sætte ord på, hvor stort et tab det er, at Børsen tirsdag formiddag er ved at gå op i flammer.

»Christian IV har efterladt sig flere historiske bygninger i København, men Børsen er helt unik,« forklarer Bo Poulsen.

»Størstedelen af Christian IV's bygningsværker var kirker, men Børsen er en verdslig bygning og blev selve symbolet på de ambitioner, han havde for kongeriget Danmark-Norge.«

Røgudviklingen fra branden i Børsen var tirsdag morgen meget voldsom.
Røgudviklingen fra branden i Børsen var tirsdag morgen meget voldsom. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som mange nok ved fra historieundervisningen i skolen, blev Børsen opført under Christian IV. Opførelsen blev påbegyndt i 1619, og kongens ambition med Børsen var ifølge Bo Poulsen ikke til at tage fejl af:

»Ved at opføre Børsen som et stort handelshus ville Christian IV konkurrere med Holland, som dengang var verdens førende handelsnation. Ville man være noget ved musikken indenfor handel og økonomi, skulle man have et børshus,« fortæller Bo Poulsen.

Det er derfor ikke tilfældigt, at Børsen blev opført i nederlandsk renæssancestil – en arkitektonisk stil som netop hentede sin inspiration fra det rige og magtfulde Holland.

»Så udover at være et arkitektonisk symbol var Børsen også et symbol på Danmarks ambitioner,« siger Bo Poulsen.

I mange år tårnede Børsen da også frem som noget af det første, når man kom sejlende til København, og bygningens økonomiske betydning for Danmark fortsatte også, efter at stormagtsambitionerne med tabet af Norge efter Napoleonskrigene i 1814 led et knæk.

»I mange år var Børsen sæde for Københavns Fondsbørs,« fortæller Bo Poulsen.

Hvor betydningsfuldt et bygningsværk er Børsen internationalt set?

»Det er en helt unik verdslig bygning i hele Nordeuropa,« siger Bo Poulsen.

Børsen og bygningens spir blev tirsdag morgen totalt opslugt af røg og kraftige flammer fra en brand. Spiret er siden kollapset.
Børsen og bygningens spir blev tirsdag morgen totalt opslugt af røg og kraftige flammer fra en brand. Spiret er siden kollapset. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er så tragisk,« fortsætter han om tirsdagens voldsomme brand.

Professoren ved Aalborg Universitet håber, han ikke for sidste gang har vist Børsen frem for studerende og andre interesserede.

»Mon ikke der bliver samlet ind til en genopbygning, i stil med det vi så efter branden i Notre Dame (Paris' verdensberømte katedral, som blev alvorligt skadet under en brand for fem år siden, red.)? Det vil jeg tro,« siger han.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mener stadig, det er for tidligt at tale om en eventuel genopbygning af Børsen.

»Det er alt for tidligt for mig at sige noget begavet om. Flammerne er stadig i gang med at rasere bygningen, siger han ifølge Ritzau.

Du kan følge udviklingen minut for minut i vores liveblog, som du finder lige HER.