En 20-årig mand lod mandag aften sin Porsche spille med musklerne på Åby Ringvej. Efter et mislykket forsøg på at køre fra politiet, blev manden og en passager anholdt.

En tysk indregistreret Porsche drev mandag aften gæk med Østjyllands Politi, der efter en længere biljagt dog til sidst fik has på både fører og passager.

En politipatrulje bemærkede den hvide Porsche Panamera klokken 23.40, da den kom blæsende nordover i høj fart ad Åby Ringvej.

Selvom politiet omgående satte efter bilen med udrykning og og blinkende lygter, forsatte føreren ufortrødent og zigzaggede sig mellem holdende biler og over for rødt.

Jagten sluttede for enden af Torpevænget, hvor føreren og en passager smed bilen og fortsatte flugten til fods. Den ene blev umiddelbart efter anholdt i en opgang, mens den anden blev opsnuset af en politihund i et buskads tæt på bilen.

Ifølge politiet var den 20-årige fører var i besiddelse af et større kontantbeløb hvoraf 4.500 kroner, som manden skyldte SKAT, nu er beslaglagt.

»Den tysk indregistrerede bil ser ud til at være indregistreret til føreren. Da han er dansk statsborger og bosiddende i Danmark, skal dette undersøges nærmere i dag. Han er stadig anholdt, da han også var søgt til et retsmøde«, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.