Parker hele livet for 510 kroner

Man kan ikke få to parkeringsbøder for den samme forseelse. Det har Østre Landsret fredag afgjort i en sag, hvor en bilist fik to bøder for at have parkeret på et fortov i mere end et døgn. Bilisten fik medhold i sin klage over Københavns Kommune, Center for Parkering.

Østre landsret begrunder sin afgørelse med den gældende lovgivning på området, hvor man kun kan få en parkeringsbøde på 510 kroner uanset længden på forseelsen.

- Den gældende lovgigning på det her område gør det ganske enkelt ikke muligt at give flere p-afgifter, siger landsdommer Michael Lerche.

I den konkrete sag var bilisten enig i, at bilen var ulovligt parkeret, men ville kun betale den først pålagte afgift under henvisning til, at der var tale om den samme parkeringsforseelse. Københavns Kommune havde givet de to bøder i overensstemmelse med kommunens egne regler, hvor der kan udstedes p-afgifter hvert døgn - dog højst fire afgifter i alt. Men den praksis kan ikke bakkes op af loven, mener landsretten.

Dermed kan der være lagt op til lidt af et kaos i flere områder. For eksempel kan afgørelsen betyde, at man i teorien kan parkere ulovligt i lufthavnen og tage på ferie i flere uger og stadig kun blive pålagt at betale en enkelt bøde. Afgørelsen kan derfor få konsekvenser for kommuner landet over, som dermed kan blive nødsaget til at fjerne biler, der er parkeret ulovligt i længere tid.

I det tilfælde vil det dog sandsynligvis være skræmmende nok for en bilist, at man kan blive pålagt at betale for at få fjernet sin bil.

- Afgørelsen kan i princippet betyde, at bilister nu bevidst kan vælge ikke at betale for at have bilen parkeret i længere perioder, og det kan jo få nogle konsekvenser for kommuner landet over, siger Michael Lerche.

For­enede Danske Motorejere (FDM) kørte af principielle årsager sagen for bilisten. Ifølge landsdommer Michael Lerche er der mulighed for, at sagen kan blive prøvet ved Højesteret.

BNB