En 30-årig mand blev ved Københavns Byret lørdag sigtet og fængslet i en sag om mulig millionsvindel mod Socialstyrelsen.

Det skete, efter Københavns Politi fredag ved middagstid anholdt den 30-årige mand i Københavns Lufthavn.

Efterforskerne i sagen har i flere uger efterlyst den pågældende mand, der har opholdt sig i udlandet.

Han er dermed den anden fængslede i sagen, efter en mand, der er en fremtrædende person i den danske integrationsdebat, blev anholdt og varetægtsfængslet i slutningen af november måned, men nægter sig skyldig.

Dommeren i Københavns Byret besluttede lørdag at nedlægge navneforbud, ligesom grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre på trods af protester fra forsvarsadvokaten og den fremmødte presse. Det skete af hensyn til den videre efterforskning i sagen, lød det.

Sigtelsen mod manden, der er af udenlandsk afstamning, blev dog læst op med pressens tilstedeværelse og her fremgik det, at manden angiveligt har medvirket til omfattende bedrageri mod Socialstyrelsen. Han er sigtet for en lang række forhold, der vedrører bedrageri af særlig grov beskaffenhed og dokumentfalsk.

Her skulle den 30-årige - sammen med den allerede fængslede og en række ukendte gerningsmænd - have ansøgt og fået udbetalt flere hundrede tusinde kroner ad flere omgange.

De penge skulle ifølge anklagemyndigheden bruges til at afholde velgørenhedsarrangementer for minoriteter i Danmark, herunder khat- og alkoholmisbrugere, som den sigtede, den allerede fængslede og en række mulige medgerningsmænd tilsyneladende i virkeligheden ikke havde til hensigt at afholde.

Derudover blev den 30-årige mand også sigtet for et yderligere forhold, hvor han i 2014 skulle have modtaget knap 300.000 kroner i satspuljen.

Det er Socialstyrelsen, der den 8. oktober har anmeldt tre foreninger til Københavns Politi for svig for flere millioner kroner. Og ifølge politiet er der anmeldt cirka 30 forhold om bedrageri til en værdi af cirka 4,5 millioner kroner.

Foruden de millioner, er der mistanke om forsøg på svindel for omkring 9,5 millioner kroner, som det dog ikke er lykkedes at få bevilget.

Den 30-årige mand er sigtet for i alt 17 forhold, og mandens forsvarsadvokat oplyste efter oplæsningen af sigtelserne, at hans klient erkendte nogle af forholdene, men nægtede andre. Derefter - klokken 11.55 lørdag - blev manden fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

Da manden dukkede op i retten lørdag middag, var han iklædt en sort jakke, lyseblå denimskjorte, mørke bukser og sorte sko.

Den 30-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire dage frem til den 19. december.