Den mand, der onsdag blev sigtet og fængslet i en sag om mulig millionsvindel, er en fremtrædende person i den danske integrationsdebat.

Alligevel besluttede en dommer i Københavns Byret, at offentligheden foreløbig ikke må få hans navn at vide.

Dommeren besluttede nemlig at beskytte den anholdte, der er af udenlandsk afstamning, med navneforbud. Det gør det forbudt offentligt at nævne debattørens navn. Samtidig blev selve grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre - altså uden at pressen eller andre tilhørere måtte være til stede.

Sigtelsen mod manden blev imidlertid læst op med pressens tilstedeværelse, og af den fremgik det, at manden som ledende figur i en forening, der varetager en minoritets interesser i Danmark, angiveligt har stået bag omfattende bedrageri mod Socialstyrelsen.

Manden er sigtet for en lang række forhold, der vedrører både bedrageri af særlig grov beskaffenhed og dokumentfalsk. Ifølge anklagemyndigheden skulle manden sammen med en navngiven person, der er eftersøgt, og en række ukendte gerningsmænd have ansøgt og fået udbetalt flere hundrede tusinde kroner ad flere omgange.

Det er Socialstyrelsen, der har anmeldt bedrageriet til politiet, og der er ifølge Københavns Politi anmeldt cirka 30 forhold om bedrageri til en værdi af cirka 4,5 millioner kroner.

I rollen som ledende figur har manden optrådt i landsdækkende medier, ligesom han også er bestyrelsesmedlem i et større dansk boligselskab. Af mandens Linkedin-profil fremgår det videre, at han har været ansat af Københavns Kommune.

Manden optræder desuden på et billede med flere københavnske borgmestre, heriblandt overborgmester Frank Jensen (S).

Pengene, som manden angiveligt har svindlet for, skulle ifølge anklagemyndigheden bruges til at afholde velgørenhedsarrangementer for minoriteter i Danmark, herunder khat- og alkoholmisbrugere, som den sigtede og mulige medgerningsmænd tilsyneladende i virkeligheden ikke havde til hensigt at afholde.

Det skulle blandt andet være foregået i 2015, hvor manden på vegne af en forening ansøgte og modtog godt 153.000 kroner til et rehabiliteringsforløb for personer med misbrugsproblemer.

Men projekterne blev tilsyneladende aldrig til noget, og manden forsynede i stedet dokumenter med en falsk underskrift, der tilhørte en statsautoriseret revisor, mener anklagemyndigheden.

Derfor er manden også sigtet for dokumentfalsk.

Foruden de 4,5 millioner er der mistanke om forsøg på svindel for 9,5 millioner kroner, som det imidlertid ikke lykkedes at få bevilliget.

Da manden blev vendt for retten torsdag formiddag, var han iklædt en sort jakke, sandfarvede bukser og sorte sko. Han havde knap sat sig ned i stolen i midten af salen, før han anmodede dommeren om lukkede døre.

»Jeg vil gerne bede om, hvis det er muligt, at det sker for lukkede døre,« lød det, inden han blev afbrudt af dommeren.

»Nu skal vi lige tage stilling til, om der skal være navneforbud,« fastslog dommeren.

Klokken 11.45 blev manden fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

Manden, der nægter sig skyldig, er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.