En 28-årig mand er blevet anholdt for at påkøre fodgænger under biljagt.

Manden er tirsdag eftermiddag blevet anholdt af tysk politi.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Fredag den 15. april blev en tilfældig fodgænger ramt af en bil i krydset ved Tagensvej og Jagtvej. Ulykkesbilen havde forinden jagtet en anden bil – efter politiets opfattelse var der tale om et opgør i bandemiljøet.

»Vi havde indikationer på, at den 28-årige mistænkte var på vej til at flygte til Tyrkiet via Hamborg, og derfor anmodede vi tysk politi om at bistå med at anholde ham,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.

To formodede passagerer i bilen blev anholdt den 28. april, mens den mistænkte fører, en 28-årig mand, blev efterlyst tirsdag den 3. maj.

Manden er en del af det københavnske bandemiljø.

Samme eftermiddag blev han imidlertid anholdt i lufthavnen i Hamborg, og han er nu varetægtsfængslet in absentia ved Københavns Byret.

Han bliver i dag fremstillet for en dommer i Hamborg med begæring om varetægtsfængsling og udlevering til Danmark.

B.T. følger sagen.