Denne weekend kan afgøre Kevin Magnussens fremtid i Haas-teamet. Og det handler ikke så meget om, hvor hurtigt han kører i Belgiens Grand Prix. Det handler om, hvor hurtigt teamet vil committe sig til danskeren.

Der er mange bejlere til Magnussens plads hos Haas, men teamet har en option på danskeren for 2021.

Formel 1-optioner udløber oftest 1. september, og det forventes også at være tilfældet i Haas/Magnussen-aftalen. Det vil med andre ord sige, at Haas skal indløse optionen inden midnat mandag, hvis de vil beholde danskeren på den oprindelige kontrakt.

»Der er ikke så meget at snakke om. Det ligger i deres hænder, men jeg ser ikke nogen grund til at være stresset. Jeg er rimeligt rolig omkring situationen, for jeg føler mig godt tilpas i teamet og fornemmer også, at de er glade for mig,« sagde Magnussen torsdag på en Zoom-konference med danske medier.

Hvis Haas lader optionen udløbe, betyder det ikke, at Magnussen er færdig i teamet. Faktisk vil det ud fra teamets synspunkt være den mest naturlige løsning IKKE at indløse optionen. Med masser af potentielle kørere og kun fire ledige sæder (hos Haas og Alfa Romeo) har kører-karussellen 2021 udviklet sig til 'købers marked' – de to team står i en stærk forhandlingssituation over for mange sultne kørere.

Derfor vil det ikke været en overraskelse, hvis Haas undlader at indløse optionen på Magnussen. Gene Haas og Guenther Steiner er udmærket klar over, at danskeren ikke har andre alternativer i Formel 1. Så hvorfor fortsætte med en kontrakt, der blev indgået efter den stærke 2018-sæson? Hvorfor ikke prøve at presse Magnussen – på lønnen, på kontraktens varighed, på et øget sponsorat fra hans trofaste sponsor, Jack&Jones, eller på noget helt fjerde?

Og imens kan man vurdere, hvordan kører-markedet i øvrigt udvikler sig.

»Jeg har ikke nogen forventninger om, hvornår der kommer en afklaring. Jeg håber, at det bliver hurtigst muligt, men der er ikke planlagt nogen møder med Guenther Steiner eller Gene Haas om fremtiden,« fortæller Magnussen.

Magnussen har ikke nogen officiel manager, men rådgives af blandt andre finansmanden Morten Tinggaard, der tidligere har hjulpet Le Mans-vinderen Tom Kristensen, og Bestseller-ejer og loyal sponsor Anders Holch Povlsen. Ingen af dem er med i Belgien i denne weekend.

»Der er stadig lukket ned for gæster, så hverken Morten eller Anders er på banen. Men jeg har Jesper Carlsen (personlig assistent, red.) på plads i paddocken,« siger Magnussen til B.T.

Schweizeren Martin Reiss, der igennem mange år har været rådgiver og manager for en række internationale kørere, bistår også Magnussen.

»Martin har ikke nogen officiel rolle, men er en god ven og rådgiver. Jeg får stadig rådgivning af ham – han har masser af erfaring og mange kontakter i sporten,« siger Magnussen.

At Reiss har mange kasketter, understreges af, at han også er rådgiver for Magnussens nuværende teamkammerat, Romain Grosjean.

»Jeg ved ikke, om Martin har en officiel management-kontrakt med Romain, men han hjælper ham,« siger Magnussen.

Grosjeans kontrakt med Haas udløber også efter denne sæson, og med udsigt til at teamet næppe beholder begge sine nuværende kørere kan Martin Reiss komme til at stå i en underlig dobbeltrolle i de kommende uger.