Om kun få uger kommer svaret.

Hvem skal køre for Haas i 2019? Og endnu vigtigere set med danske øjne: Skal Kevin Magnussen?

Men nu lover teamchefen hos det amerikanske Formel 1-hold, at der ikke er længe til, at spekulationerne kan stoppe i en sommer, hvor Formel 1-kabalen i den grad er gået amok med flere store navne, der har forladt deres nuværende hold til 2019-sæsonen.

»Der går kun nogle uger, nogle få uger,« siger Guenther Steiner til Motorsport Week:

»Jeg håber ikke, at vi må trække det i langdrag i for lang tid, fordi vi vil have det afsluttet, og vi vil alle have det på plads. Jeg mener, at vi skylder det både over for kørerne og over for teamet.«

Romain Grosjean og Kevin Magnussen har været makkere hos Haas i år - men skal de også være det i fremtiden?
Romain Grosjean og Kevin Magnussen har været makkere hos Haas i år - men skal de også være det i fremtiden? Foto: ALBERT GEA
Vis mere

En melding, der i øvrigt kommer på samme dag, hvor Kevin Magnussen i København tabte en retssag til sin tidligere manager.

Den danske racerkører er i gang med sin anden sæson hos Haas, og de fleste iagtagere gætter på, at han fortsætter med et tredje år. Det samme gælder for B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard:

»Alle – inklusive hovedpersonen selv og teamledelsen – regner med, at Kevin Magnussen fortsætter hos Haas i 2019,« lød hans konklusion for få uger siden - med denne tilføjelse:

»Men som tingene udvikler sig i disse dage, kan alt ske, og så længe han ikke har underskrevet en aftale for 2019, kan Kevin Magnussen som en af årets helt store overraskelser pludselig blive en af de centrale figurer på kører-markedet.«

Sommeren har da også været uforudsigelig med flere markanter udmeldinger:

  • Daniel Ricciardo har meldt ud, at han chokskifter fra Red Bull til Renault i 2019.
  • Fernando Alonso stopper i Formel 1 efter denne sæson.
  • Carlos Sainz skifter fra Renault til McLaren.
  • Force India har fået nye ejere og nyt navn - Racing Point Force India - anført af Williams-køreren Lance Strolls far.

Trods de mange hændelser er mere end halvdelen af feltets 20 sæder i 2019-racerne stadig officielt ubesatte.

Hos Haas antyder Guenther Steiner, at ikke alt er på plads endnu.

»Teamet er altid ivrig efter at vide, hvem der skal køre vores bil. Vi mangler endnu lidt mere arbejde, men vi er godt på vej,« siger han.

I den kommende weekend slutter sommerferien for kørere og hold. Her går det igen løs i Belgien, og du kan selvfølgelig følge træning, kvalifikation og grandprix live her hos B.T. Fredagens træning begynder kl. 11.