Efter måneders stilstand er kører-karussellen i Formel 1 nærmest gået amok i sommerferien.

Siden Ungarns Grand Prix for tre uger siden har Daniel Ricicardo sensationelt opgivet sin plads hos Red Bull for at satse på en fremtid hos Renault.

Og tirsdag annoncerede Fernando Alonso – manden, der måske elsker race mere end alle andre i feltet – at han ikke kører Formel 1 i 2019.

Dermed er der pludselig ledige sæder hos Red Bull og McLaren, og samtidig har Ferrari ikke besluttet sig for, hvem der skal være Sebastian Vettels teamkammerat i den kommende sæson.

Her er et overblik over situationen netop nu, vurderet af B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaaard. Se hans konklusion i bunden af artiklen.

  • 2018-kørere: Lewis Hamilton, Valtteri Bottas.
  • Mercedes har i løbet af sommeren forlænget kontrakterne med både Hamilton og Bottas. Men teamchef Toto Wolff har andre problemer: Han skal finde 2019-sæder til sine juniorkørere Esteban Ocon og George Russell. Ikke nogen nem opgave, og samtidig ligger Wolffs rådgiver Niki Lauda alvorligt syg på et hospital i Wien.

  • 2018-kørere: Sebastian Vettel, Kimi Räikkönen.
  • Vettel er på plads for 2019, men Räikkönens kontrakt udløber. Det så længe ud til at finnens plads ville blive overtaget af teamets unge juniorkører Charles Leclerc, der blev støttet af koncernchef Sergio Marchionne. Da Marchionne pludselig døde for en måned siden, steg Räikkönens chancer for endnu en sæson. Indtil nu har kun Räikkoöen og Leclerc været inde i billedet, men med den nye koncernledelse kan uventede navne komme i spil. Hvis det sker, vil det være ulogisk, hvis man ikke kiggede på Kevin Magnussen.


  • 2018-kørere: Daniel Ricciardo, Max Verstappen.
  • Red Bull-ledelsen troede, at man havde malet Ricciardo op i et hjørne, og at en kontraktforlængelse kun var en formalitet. Da australieren så valgte at skifte til Renault, satte det teamet i en svær situation. Den naturlige afløser, Carlos Sainz Jr, der i år er udlånt til Renault, kan nemlig ikke enes med Verstappen – det blev helt tydeligt, da de var teamkammerater hos Toro Rosso. Derfor overvejer man nu at forfremme Pierre Gasly til pladsen ved siden af Verstappen – men så har man ikke længere snor i Sainz Jr, som man har investeret voldsomt i i juniorklasserne.

  • 2018-kørere: Nico Hülkenberg, Carlos Sainz Jr.
  • Renault leverede årets overraskelse, da det lykkedes dem at lokke Ricciardo væk fra Red Bull. Nu har man en etableret grandprix-vinder ved siden af den bundsolide Hülkenberg, og det stærke lineup vil sætte yderligere fart i teamets fremgang.

  • 2018-kørere: Kevin Magnussen, Romain Grosjean.
  • Ingen af Haas-kørerne har kontrakt for 2019, men teamet har en option på Magnussen. Det ventes, at Magnussen fortsætter, men hvis – HVIS! – Magnussen ikke forlænger med Haas, må han som en af sæsonens mest positive overraskelser stå stærkt i forhold til alle andre team med ledige pladser. Efter en rystende svag sæsonstart er Grosjean ved at komme op i fart, og meget tyder på, at han får endnu en chance hos Haas. Sergio Perez er det mest oplagte alternativ, hvis franskmanden ryger ud.

  • 2018-kørere: Sergio Perez, Esteban Ocon.
  • Det konkurstruede team blev i sidste uge reddet af et konsortium anført af Lance Strolls far, Lawrence. Dermed synes det sikkert, at Lance Stroll får de ene Force India-sæde – måske allerede fra det kommende løb i Belgien. Mercedes, der er teamets største kreditor, vil presse på, for at deres juniorkører Ocon fortsætter i teamet, og det kan sende Perez (og hans sponsorer) i armene på for eksempel Haas.

  • 2018-kørere: Fernando Alonso, Stoffel Vandoorne
  • Det tidligere topteam står i grød til halsen. Alonso, der nu stopper, var deres sidste gode kort. Vandoorne ser ud til at blive endnu en af de unge kørere (a la Kovalainen, Perez og Magnussen) som McLaren ikke formåede at uddanne. Carlos Sainz Jr ligner den oplagte afløser for Alonso - og et stort medie sender ham onsdag netop til McLaren på en toårig kontrakt - men er han klar til at lede et (tidligere!) storhold? Og hvem skal køre den anden McLaren? Hvis man dropper Vandoorne, er teamets juniokører Lando Norris en mulighed.

  • 2018-kørere: Pierre Gasly, Brendon Hartley.
  • Gasly er – med sin Honda-erfaring fra denne sæson – Red Bulls naturlige valg som Ricciardo-afløser. Det sætter Toro Rosso i en svær situation, for Hartley har ikke været overbevisende, og den næste Red Bull-junior der skal udlæres, englænderen Dan Ticktum, har endnu ikke kvalificeret sig til en superlicens.

  • 2018-kørere: Marcus Ericsson, Charles Leclerc.
  • Det er Marcus Ericssons økonomiske bagland – den stenrige Rausing-familie – der reelt ejer teamet, og derfor synes svenskeren sikker på at fortsætte hos Sauber. Leclerc er klar til Räikkönens Ferrari-sæde, men måske vurderer den nye ledelse i Maranello, at han har brug for endnu et læreår. Hvis Leclerc får Räikkönens plads, er Ferraris anden juniorkører, Antonio Giovinazzi, den oplagte afløser hos Sauner.

  • 2018-kørere: Sergei Sirotkin, Lance Stroll.
  • Lance Stroll er på vej til Force India, Martini stopper som hovedsponsor, og med en sidsteplads i VM falder teamets andel i tv-indtægterne: Williams er nu i så dyb krise, at man må sælge 2019-sæderne til højestbydende. Det kunne sikre Sirotkin endnu en sæson.

Peter Nygaards konklusion:

»Alle – inklusive hovedpersonen selv og teamledelsen – regner med, at Kevin Magnussen fortsætter hos Haas i 2019. Men selvom temchef Guenther Steiner var i København i sidste uge (officielt på ferie, uofficielt for at mødes med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen), er kontrakten endnu ikke på plads.

Den officielle udmelding fra teamet er, at man først tager stilling til 2019-lineuppet efter sommerferien. Med Alonsos F1-pensionering og Ricciardos Renault-kontrakt er kører-karussellen kommet op i hidtil usete omdrejninger, og der er ganske givet flere sensationer på vej. Jeg tror stadig på, at Magnussen forlænger, og spørgsmålet er, om nogle af de ledige 2019-sæder er bedre end hans nuværende plads hos Haas.

Men som tingene udvikler sig i disse dage, kan alt ske, og så længe han ikke har underskrevet en aftale for 2019, kan Kevin Magnussen som en af årets helt store overraskelser pludselig blive en af de centrale figurer på kører-markedet.«