Den danske skuespillerinde Meia Jexen skal være mor til to om to måneder.

Det meddeler Mia Jexen selv via sin Instagram-profil, hvor hun har lagt et billede op af sig selv og kæresten med teksten:

'You can’t be tired yet babe... twins in two months (Du kan ikke være træt nu, babe... tvillinger om to måneder, red.).'

I opslaget nævner Mia Jexen ikke, hvilke køn der er tale om, men efter de medfølgende emojis at dømme, så er der tale om en dreng og en pige.

Mia Jexen er 34 år gammel og er i øjeblikket aktuel i serien Bedrag på DR, hvor hun spiller rollen som filialdirektør.

Derudover har hun været med i ungdomsserien 2900 Happiness på TV 2 samt filmen Mens vi lever.

Skuespillerinden har tidligere talt åbent om sin kroniske tarmsygdom colitis ulcerosa, som hun har kæmpet med i flere år. Sygdommen betyder, at skuespillerinden må tilbringe en del dage i sengen, men hun har fundet ud af, hvordan hun kan holde humøret oppe på de hårde dage.

'Jeg bruger mange dage i sengen. Når jeg gør, kan jeg godt lide at se gamle billeder og minder igennem. Det minder mig om, at jeg har dage næsten uden smerter. Dette billede er fra en dag, hvor jeg løb i Budapest,' har hun tidligere fortalt via sin Instagram-profil.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mia Jexen.