For snart en måned siden overraskede bloggeren Mascha Vang alle, da hun tog den konservative 39-årige folketingspolitiker Rasmus Jarlov med som date på den røde løber.

Og selvom de to måske virker som et lidt pudsigt par, ja, så går det stadig fint med de to.

»Det går rigtig godt. Vi ses stadig. Han er rigtig sød,« fortalte en glad Mascha Vang, da BT mødte hende til Tori Spellings fødselsdagsfest på Næsbyholm Slot.

»Vi har det rigtig hyggeligt og sjovt sammen. Og vi har nogle gode samtaler. Han er rigtig begavet, og vi deler mange holdninger, så det gør det let og behageligt.«

Mascha er dog ikke meget for at komme ind på, hvordan de to mødte hinanden.

»Det holder vi for os selv, men vi hygger… Han ville faktisk gerne have været med i dag, men det blev en tøsetur,« forklarede hun.

Hun havde nemlig veninden Signe Heindorf med til bal på slottet. Og det er måske godt det samme…

»Han har alligevel så travlt med alle de der kampfly,« lød det med et grin fra den 36-årige blogger.

Jarlov har dog endnu ikke mødt Maschas fire-årige datter, Hollie Nolia.

I aften havde Mascha en friaften fra morrollen, hun og veninden skulle nemlig overratte på slottet efter festen. Men alligevel spillede datteren en rolle ved aftenens event.

»Tori har jo en datter på fire, så jeg har selvfølgelig taget min datters børnetøjskollektion Hollie Nolia med,« siger hun med et grin.