I videoen herover kan du se traileren til filmen 'Vinterbrødre', der vandt prisen for bedste film ved lørdagens Bodil-prisuddeling.
Den danske skuespillerinde Mille Lehfeldt venter sit andet barn.
Det fortalte den lykkelige kommende mor lørdag aften efter uddelingen af Bodil-prisen, hvor skuespillerinden selv var vært.
»Vi glæder os til at blive forældre igen, og det er et helt planlagt ønskebarn,« fortalte Mille Lehfeldt til Billed-Bladet.
Hun ønskede ikke at afsløre, præcis hvornår den lille ny forventes at komme til verden, men kunne dog indvie mediet i, at der er tale om en 'sommerbaby'.
38-årige Mille Lehfeldt, der er datter af skuespillerparret Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, var lørdag vært for Bodil-prisuddelingen sammen med sine kolleger i satiregruppen Platt-Form, Laus Høybye og Jakob Fauerby.
Til sommer optræder Mille Lehfeldt med samme gruppe på Bellevue Teatret i København, og netop af den årsag bliver det også en kortere barsel, fortæller hun til Billed-Bladet.
Udover det kommende ønskebarn har Mille Lehfeldt og hendes mand Sophus Windeløv Kirkeby i forvejen sønnen Ferdinand på et år.
Ved aftenens Bodil-prisudeling løb filmen 'Vinterbrødre' med hovedprisen for 'bedste film', og i 2016 vandt Mille Lehfeldt selv en Bodil for sin hovedrollepræstation i filmen 'Lang historie kort'.