Den amerikanske skuespiller og tidligere model Jane Fonda har fået kræft.

Det skriver hun i et opslag på sin Instagram.

»Kære venner, jeg har noget personligt at dele med jer. Jeg er blevet diagnosticeret med Non-Hodgkins lymfom og er begyndt på kemobehandling,« skriver hun.

Non-Hodgkins lymfom er en kræftform, hvor der er ukontrolleret vækst i lymfevæv.

Hun beroliger dog sine følgere med, at det er en kræftform, som 80 procent overlever.

»Jeg er også heldig, fordi jeg har en sundhedsforsikring og adgang til de bedste læger og behandlinger. Jeg indser, og det er smertefuldt, at jeg er privilegeret i den sammenhæng. Næsten hver eneste familie i Amerika har måttet håndtere kræft på et eller andet tidspunkt, og alt for mange har ikke adgang til den kvalitetssundhedspleje, jeg modtager, og det er ikke retfærdigt,« skriver hun.

Hun skal modtage kemobehandlinger i seks måneder, og hun fortæller, at hun håndterer det ret godt. Hun lover også, at hun ikke vil lade sin behandling svække hendes engagement indenfor klimaaktivisme.

Jane Fonda er 84 år gammel og har i løbet af sin karriere vundet blandt andet to Oscars.