Ifølge Danske Spils vurdering er 'Bedrag'-skuespilleren Lucas Hansen i overhængende fare for at ryge ud af dette års udgave af 'Vild med Dans'. I favoritfeltet har bookmakerne derimod fået lidt af en overraskelse.

Først røg studievært Christian Bækgaard ud af danseprogrammet. Så kom turen til komikeren Ane Høegsberg, og skal man tro oddssætterne fra Danske Spil, så peger sigtekornet nu på Lucas Hansen forud for fredag aftens udgave af 'Vild med Dans':

»Vi vurderer, at Lucas Hansen kommer i omdans med reel fare for at ryge ud. Han stod der i første show, og i sidste uge blev han læst op som den 3. sidste. Det er påfaldende,« siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil.

Skuespiller Lucas Hansen og Sofie Kruuse.
Skuespiller Lucas Hansen og Sofie Kruuse. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Samtidig tror vi, at René Holten Poulsen bliver den anden omdanser. I de to første shows har han ikke fået mange point af dommerne, og det spår vi heller ikke bliver tilfældet denne gang,« tilføjer den oddsansvarlige.

I den lune ende af tabellen er der til gengæld vendt op og ned på favoritfeltet. Jokeren, der danser med Mie Martha Moltke, klarede sig godt i første show. Det gik dog ikke godt for rapperen i andet show, idet Jokeren dansede sig frem til laveste pointscore. Lige omvendt er det gået for håndboldspilleren Daniel Svensson.

Det er dog i toppen, at bookmakerne har fået den største overraskelse, oplyser Danske Spil. Den tegner bloggeren Julia Sofia Aastrup sig for:

»Iben Hjejle fortsætter med at imponere os, men også Julia Sofia Aastrup imponerer os. Hun er nu oppe som 3. favorit efter dansepræstationer helt i top. Samtidig er det en ikke-uvæsentlig faktor, at hun har 271.000 følgere på Instagram og knap 180.000 følgere på YouTube,« siger Peter Emmike Rasmussen.