»Jeg kan godt undre mig over, hvor jeg sidder henne. Er jeg i Danmark, eller sidder jeg i et sydamerikansk militærdiktatur? For med de meldinger, der kommer ud, så kan man godt blive i tvivl.«

Udmeldingen kommer fra komiker Amin Jensen, som måtte have afløb for sin frustration.

Han forstår slet ikke det, der foregår i vores land. At regeringen har begået lovbrud, og militær og politi er sat ind for at tage livet af mink, som danner rammen om mange danskeres liv.

»Uanset om man hører til rød eller blå blok, så er jeg ligesom mange andre i chok,« siger han.

Her er det Amin Jensen med sin kærste Bente Dalsgaard
Her er det Amin Jensen med sin kærste Bente Dalsgaard Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Komikeren har lavet en video, hvor han behandler det alvorlige emne på en sjov måde. En video, der nu får respons. I videoen beder han udlandet om hjælp, fordi det står skidt til herhjemme.

»Vær sød at hjælpe os. Please. Åh der er råddenskab i Danmarks rige. Vores regering er korrupt,« lyder det fra Amin Jensen med en reference til det berømte Hamlet-citat om vores land.

I sit indslag opfordrer han til revolution, fordi han mener, regeringen forbryder sig mod befolkningen.

Noget, som er blevet taget lidt for bogstaveligt blandt nogle. Komikeren er blevet kontaktet af enkelte, der mener, en faktisk revolution ikke skal udelukkes.

De fleste har dog reageret positivt på hans opslag. Og de forstår godt, at det overvejende er ment som en komisk kritik frem for et opråb til væbnet modstand. Om reaktionen siger Jensen:

»Folk føler sig nok magtesløse ligesom mig. Tilliden til regering, politi og militær er lig nul, og så har vi altså et stort problem,« siger Amin jensen. Han mener, alle de ansvarlige vidste, at de begik ulovligheder.

Komikeren er dog ikke generelt skeptisk over for regeringen. Ligesom han ikke mener, essensen af problemet handler om, hvorvidt man er for eller imod minkindustiren.

»Jeg syntes faktisk, at Mette Frederiksen gjorde det rigtig godt i starten af coronakrisen. Hun formåede at samle hele landet, men så begyndte de at holde op med at kommunikere og ikke ville svare på spørgsmål. Det hele blev meget lukket,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes ikke, det handler om, hvorvidt man er for eller imod mink. Det handler om, at regeringen har taget danskeres livsværk fra dem uden at have lovgivningen med sig. Så er vi altså ude i tilstande, der minder om et diktatur.«

Han håber nu, at der kommer til at rulle sager mod ansvalige hos både politi og regering, siger han.