Kari Rauhanen er blevet hentet ind som cheftræner for Odense, efter at Peter Johansson forlod posten.

Odense. Ishockeyklubben Odense Bulldogs har fundet afløseren for cheftræner Peter Johansson, der opsagde sin stilling i april.

Finnen Kari Rauhanen bliver cheftræner for klubben fra Metal Ligaen.

- Vi har i vores jagt på en ny træner haft nogle meget klare krav til hans kvalifikationer.

- Vores træner skulle blandt andet have mange års erfaring som cheftræner og tidligere have arbejdet med unge spillere.

- Med ansættelsen af Kari har vi opfyldt begge de krav, siger Odense-formand Henrik Benjaminsen i en pressemeddelelse.

55-årige Kari Rauhanen har arbejdet i mange lande i sin trænerkarriere.

- Jeg har meget international erfaring. Danmark er mit niende land som træner. Undervejs har jeg arbejdet med unge spillere op mod deres karriere i NHL, siger Kari Rauhanen.

Odense Bulldogs sluttede som nummer to i Metal Ligaens grundspil i sidste sæson.

Klubben røg ud i semifinalen i slutspillet, da det blev til et samlet nederlag på 1-4 i kampe til Gentofte.

/ritzau/