Presset er stort på både Aalborg og Herning for at vinde DM-guld i ishockey. Herning har ikke vundet guld i fem år, mens det er hele 37 år siden for Aalborg.

Herning. Der er meget på spil, når Aalborg Pirates og Herning Blue Fox fredag aften mødes i den første finalekamp i ishockey.

Der er pres på Herning, der 16 gange er blevet danmarksmestre, men som ikke har vundet guld i de seneste fem år. Om muligt er presset endnu større på Aalborg, der ikke har vundet mesterskabet i 37 år.

Aalborg vandt sit første og hidtil eneste danske mesterskab i 1981. Og det er første gang i otte år, at aalborgenserne er nået til finalen.

- Vi har fået vendt skuden, og nu er det begyndt at gå den rette vej. At vi allerede kan nå hele vejen til finalen, betyder rigtig meget for os, siger Ronny Larsen, der er sportschef og assistenttræner i Aalborg.

Han har selv spillet for Aalborg, hvor han startede sin ishockeykarriere i 1987.

- Det vil være en lettelse for byen, for vores fans og os i klubben, hvis vi vinder. Det vil betyde utroligt meget for fremtiden og give et enormt boost til Aalborgs ishockey, siger Ronny Larsen.

Han vurderer, at Herning og Aalborg begge har gode vinderchancer på trods af Hernings hjemmebanefordel.

Herning vandt grundspillet og har dermed fordelen af at spille på hjemmebane i en eventuel syvende og sidste finalekamp.

- Det er to gode hold, som spiller lidt på samme måde. Vi har spillet meget lige kampe mod hinanden i år. Så vi er fortrøstningsfulde.

- Vi er glade og fyldt med selvtillid for øjeblikket, så vi kan ikke se de store udfordringer lige nu og glæder os bare til at komme i gang, siger Ronny Larsen.

Herning blev suveræn vinder af grundspillet med 110 point, mens Aalborg blev nummer to med 95 point.

I Herning er glæden over finalepladsen også stor.

- Vi har haft nogle år med tørke, så selvfølgelig betyder det rigtig meget for os at stå i finalen, siger Torben Skovsgaard, direktør i Herning.

- Forventningen til, at Herning vinder guld, er stor hvert år. Men i år kan vi for alvor mærke forventningen om, at vi skal vinde guldet tilbage, siger han.

Finalepresset skyldes ikke kun, at der er gået fem år, siden Herning senest vandt guld.

Der er også kastet mange penge efter renoveringen af Hernings ishockeystadion. Og ishockeyfeberen i Herning er blevet endnu større af, at byen i maj er vært for VM.

- Vores største udfordring er, at vi ikke må blive for prægede af nervøsitet. Hvis man bliver nervøs og ikke tør spille det spil, jeg ved, vi kan, så kan det hæmme spillet, siger Torben Skovsgaard.

Den første af syv mulige guldkampe mellem Aalborg og Herning spilles fredag klokken 19.30.

/ritzau/