Hun sov trygt. Klokken var 4.30. Så blev døren sparket ind. Hænder greb om hendes ankler, trak hende ud af sengen. En mand lagde sin svedige hånd over hendes mund, tvang ansigtet bagud. En anden klikkede et sæt håndjern om hendes håndled.
»Mor, far, hjælp mig,« skreg den 16-årige Paris Hilton. Inde i det, hun troede var et mareridt. Men det var det ikke. Mændene, der kidnappede hende, var hyret af hendes mor og far.
Scenen er at finde i ‘Paris: the Memoir by Paris Hilton’. En biografi af en af verdens største stjerner. Hende, der var hele verdens Barbiedukke og i årtier var indbegrebet af alt dét, drømme er gjort af. Var 90ernes it-girl og gennem flere år den mest googlede person i verden.
Som festede, til hun segnede.
Men modsat hvad de fleste tænkte og sagde om hende, var det vilde Paris Hilton-liv ikke uden grund.
Det blev skudt i gang af frygt. Af frygt for igen at vågne skrigende. Badet i sved fra de tilbagevendende mareridt, som hendes egen familie var med til at plante i hende, og som i 20 år fik hende til at frygte søvnen. At være alene i mørket.
Paris Hilton er, som de fleste ved, oldebarn af Conrad Hilton, ham, der stiftede den hotelkæde, der bærer deres efternavn.
Dermed er hun født ind i ufattelig rigdom, som hun kunne have lukreret på. Uden nogensinde at røre en finger. Kunne – som resten af sin familie – have levet et skærmet liv i den øverste sociale elite.
Og sådan startede det da også. Hendes liv. Beskyttet. Konservativt. Indtil hun blev teenager.
Paris Hiltons forældre var strikse. Men hun var en pige med en rebelsk natur. Som pjækkede fra skole for at gå i byen. Var til tider væk i dagevis.
Ofte måtte hendes mor ringe til tabloidavisen New York Post for at finde ud af, hvor datteren befandt sig. Og til sidst fik moderen nok.
Natten – som er beskrevet ovenfor – er dén, hvor hammeren faldt. Hvor hendes forældre havde besluttet at sende 16-årige Paris Hilton på kostskole. En 'terapeutisk kostskole' med et helt særligt 'opdragelsesprogram'.
Af frygt for at deres datter ville stikke af, hvis hun vidste det, hyrede forældrene to sikkerhedsvagter til at kidnappe hende. Og i nattens mulm og mørke brød de ind på hendes værelse, lagde hende i håndjern.
Så fragtede de hende til lufthavnen og fulgte hende hele vejen til Los Angeles og videre til den første af i alt fire afsidesliggende skoler.
Det er tre år siden, at Paris Hilton i YouTube-dokumentaren 'This is Paris' første gang åbnede op om sin tid på skolen.
Fortalte om to år med tæsk og afstraffelse. Fornedrelse. Som satte så dybe spor i hende, at hun i dag har gjort det til sin mærkesag at få opdragelsesskolerne lukket.
»Jeg blev kvalt, givet lussinger, overvåget i badet af mandligt personale, kaldt vulgære navne, tvunget til at tage medicin uden en diagnose, ikke givet en ordentlig uddannelse, kastet i isolation i et rum, der var dækket af kradsemærker og indsmurt i blod,« sagde hun blandt andet i en tale foran den amerikanske kongres.
I sin nye biografi lufter hun ifølge flere udenlandske medier endnu flere gruopvækkende detaljer om dét, hun i dag kalder »en torturlejr for børn«.
Men hun beskriver også, at dén Paris Hilton, som vi, hele verden, siden lærte at kende, er resultatet af netop de to år.
For det var dér, hun udfærdigede sin 'vision' for fremtiden. For den persona, hun ville være, når hun slap fri. Og som hun blev.
»I stedet for nummererede sweatshirt og -bukser ville jeg have en garderobe udelukkende bestående af designertøj og aldrig gå i det samme mere end én gang.«
»I stedet for blodskudte øjne og et forslået ansigt ville jeg altid have lange falske øjenvipper, en sømløs spraytan og glitter på mine kindben.«
»Jeg ville tjene så mange penge og blive så succesfuld, at ingen nogensinde ville have kontrol over mig igen,« som hun ifølge USA Today skriver i biografien.
Det gjorde hun. Og det blev hun.
Som farfar Barron Hilton har udtrykt det: »Jeg var engang kendt som Conrad Hiltons søn, indtil jeg blev kendt som Paris Hiltons bedstefar.«
Skriverierne, der fulgte med hendes berømmelse – det gode og det onde – tog hun med. Også når tabloidaviserne med lyserøde versaler kaldte hende 'Bimbo' på forsiden.
»Det rørte mig ikke, for helt ærligt: Jeg grinede hele vejen ned til banken,« som hun siger i et interview med magasinet Rolling Stone.
Livet som Paris Hilton blev en facade, en maske, hun kunne tage på og gemme sig bagved.
Hun konstruerede tilmed en Barbie-stemme, der var markant lysere end hendes egen, og som bedre matchede dét billede, hun gerne ville skabe.
Et billede, som lå milevidt fra de traumer og mareridt, der var blevet en del af hendes liv.
»Jeg ville ikke tænke på det traume, jeg havde været igennem, og derfor tror jeg, jeg opfandt Barbiedukke-karakteren med det perfekte liv.«
»Da jeg så fik 'The Simple Life' (realityserie med Paris Hilton og veninden Nicole Richie, red.), blev jeg nødt til at spille rollen i sæson efter sæson og siden i interview.«
»Det var – og er – en maske, jeg tog på, hvor jeg kunne være en anden person,« forklarede hun for nylig til The New York Times om at lukke fortiden ude.
Uden at det helt lykkedes.
»Jeg kunne ikke feste hårdt nok, kunne ikke køre stærkt nok, skrue højt nok op eller suge nok kærlighed til mig for at få det til at forsvinde,« beskriver hun i biografien og indrømmer blankt:
»Jeg var fucked up, okay?«
Først nu, i en alder af 42, har angsten sluppet hende. Og hun har ladet den lyserøde maske falde. Med et brag.
Paris Hilton havde forsvoret aldrig at tale om det mørke kapitel i sit liv. Aldrig at lukke nogen ind i, hvilke overgreb, hun var blevet udsat for, og de mareridt, der i flere årtier fulgte i kølvandet.
»Det var en grim lille hemmelighed, som kun mine forældre og jeg kendte,« skriver hun.
Men kærligheden blev vendepunktet for Paris Hilton. Den ægte kærlighed til forretningsmanden Carter Reum, som hun mødte i 2019 og to år senere blev gift med.
Med ham vidste hun for første gang, at hendes hemmeligheder var i trygge hænder. At tiden var inde til at smide masken og vise sit sande jeg.
For få måneder siden blev Paris Hilton mor. Og med sin lille søn Phoenix' ankomst har hun fået lidt mere forståelse for sine egne forældre. Og de valg, de traf.
De var – som hun udtrykker det et i interview med The Guardian – bare bekymrede. For hendes ve og vel. Og troede selvfølgelig, at det var en god kostskole, de sendte hende til. For den var dyr. Svinedyr. Så måtte den være god.
Men tilgiver hun dem? At de fik deres 16-årige datter lagt i håndjern og kidnappet midt om natten, mens hun skrigende kaldte på dem?
At hun siden igen og igen tryglede om at få lov til at komme hjem. Forgæves.
»Jeg er vred. Jeg er ked af det. Der er mange ting, jeg er vred over. Men jeg forsøger altid at være solskinnet,« som hun meget passende runder sit interview af med.
