Qatar blev udspillet i 40 minutter af et tempostærkt dansk hold, der tog sin fjerde sejr ved VM.

Det danske håndboldlandshold har sat direkte kurs mod kvartfinalen ved VM i håndbold.

Heller ikke i kamp nummer fire rystede spillerne på hænderne og slog Qatar 32-23 efter en indsats, der i 40 minutter nærmede sig ren opvisning.

At det hele blev lidt rodet i slutfasen, lever holdet sikkert fint med. Danmark kan nu endegyldigt sikre sig avancement til vind-eller-forsvind-fasen ved at slå Japan på lørdag.

Hvis kampen mod de erfarne Qatar-spillere skulle give svaret på, om det danske tempospil fungerer mod et fysisk stærkt forsvar, er svaret et rungende ja.

Og for lige at være på den sikre side skruede spillerne farten endnu et nøk i vejret.

Bolden blev hamret rundt i bagkæden, mens Qatars forsvarere hev efter vejret og havde store problemer med at flytte sig hurtigt nok.

Selv om det denne gang var småt med kontrastød, havde danskerne ingen problemer med at få scoret. Stort set hvert eneste angreb endte med en åben målchance.

Mathias Gidsel fortsatte takterne fra den indledende runde, og hans og Mikkel Hansens indbyrdes forståelse er nærmest forbløffende.

I den anden ende voldte kun storskytten Frankis Marzo problemer. Venstrebacken med de cubanske rødder har et imponerende skud og holdt ene mand gang i det qatarske angrebsspil.

Men så længe truslen kun kom fra ham, kunne det danske forsvar tage det forsvarsvis roligt. Ikke mindst fordi Niklas Landin stod stærkt i målet.

Da Mikkel Hansen bankede bolden i mål til 17-12 på et direkte frikast, efter at tiden var udløbet, satte han et passende punktum på en flot gennemført første halvleg.

Med en lynstart på anden omgang bragte Danmark sig foran 25-15 og havde reelt afgjort kampen, da der manglede 20 minutter.

Så godt kunne det næsten ikke fortsætte, og der indfandt sig da også en smule knas i koncentration.

Chancerne blev sådan set stadig spillet store, men det kneb med effektiviteten i afslutningerne, og danskerne holdt en scoringspause på otte minutter.

I den periode tog landstræneren to timeouter med kort mellemrum for at få drejet spillerne tilbage på ret kurs.

Næppe fordi Jacobsen var nervøs for sejren, og Qatar nåede aldrig i nærheden af at indhente den klare danske føring. Men der var ingen grund til at ødelægge det fine indtryk.

Danskerne strammede grebet og endte med at tage endnu en klar sejr.

Mod Japan på lørdag venter en helt anderledes modstander. Men selv om japanernes hurtige fødder godt kan blive en udfordring, er det svært at forestille sig, at Danmark for alvor får problemer.

/ritzau/

Du kan genopleve live-bloggen her: