Mikkel Hansens skifte til Aalborg er en af de største bomber i dansk håndbolds historie.

Og det kom også fuldstændig bag på landstræner Nikolaj Jacobsen, som intet havde hørt om chokskiftet før torsdag morgen.

»Overhovedet ikke. Jeg var lige så overrasket som alle jer andre, da min telefon pludselig begyndte at ringe her til morgen.«

»Jeg har selvfølgelig skrevet med ham efterfølgende, men ikke inden. Jeg anede ingenting om det,« tilføjer landstræneren.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad har du skrevet med ham om?

»Jeg skrev bare tak for, at jeg ikke kunne få lov at sove længe i dag… Så, haha… Det mente han ikke, han kunne sige noget om,« griner Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

»Men prøv at høre – han er 33 år, og han skal ikke rådføre sig med, hvad jeg synes. Det styrer de selv. Men jeg synes, han har været ude i så mange år, så det passer fint nu at komme hjem, og familiemæssigt giver det mening,« siger han med henvisning til, at Mikkel Hansen og hustruen Stephanie Gundelach venter deres andet barn.

Landstræneren lægger ikke skjul på, at han er begejstret for skiftet og ser frem til at få superstjernen hjem til den danske liga.

»Først og fremmest er det her kæmpe stort for Aalborg Håndbold. Det er saftsuseme godt arbejde af Jan Larsen og co., at man kan tiltrække så stort et navn. Håndboldmæssigt er det jo kun Nikola Karabatics navn, der måske er større end Mikkels. Men i Danmark er det jo klart det største.«

»Det er selvfølgelig mest af alt en gave til Aalborg, som kan se frem til at få en verdensstjerne hjem og blive et meget attraktivt hold. Men så er det også en gave til alle de andre hold, som kan se frem til en velbesøgt dag i hallen, når Aalborg kommer på besøg. Og for dansk håndbold er det en gave med al den opmærksomhed, det giver til det hele,« siger han.

Selvom skiftet fra Paris Saint-Germain til Aalborg ligner et klart skridt ned i forhold til det sportslige, så vurderer Nikolaj Jacobsen, at comebacket til den danske liga giver god mening for manden, der tre gange er kåret til verdens bedste håndboldspiller.

»Jeg tænker, det bliver rigtigt fint at komme hjem for Mikkel. De bliver snart til fire i familien og har vel vurderet, at det var det, der passede bedst i forhold til deres planer. Og så har den danske liga jo bare vist, at den bliver bedre og bedre, og der er masser af ambitioner i de danske klubber – ikke mindst i Aalborg. Så jeg ser det kun som et godt træk både sportsligt og familiemæssigt,« siger Nikolaj Jacobsen.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Tror du også, det er en investering fra Mikkel Hansens side i forhold til at få et knap så hårdt program og på den måde forlænge sin karriere?

»Den danske liga er jo ikke nem, så jeg ved ikke, om det forlænger karrieren. Det giver noget ro på, og jeg er sikker på, at Stephanie, Eddie Max (parrets ældste søn, red.) og den lille ny sætter pris på at komme tættere på bedsteforældrene. Men rent håndboldmæssigt vil han blive belastet lige så meget. Der var nok bedre muligheder for at blive sparet lidt i Paris. Så der er ikke den store forskel alt i alt, tror jeg.«

Mikkel Hansen skifter til Aalborg Håndbold i sommeren 2022.

Her kan han blandt andet se frem til at få selskab af landsholdskammeraten Mads Mensah – det kan du læse mere om her.