Meget tyder på, at Aalborg Håndbold er ved at skrue gevaldigt op for ambitionsniveauet.

Torsdag morgen kom det frem, at superstjernen Mikkel Hansen skifter til den nordjyske klub fra sommeren 2022.

Men det stopper ikke her.

B.T. kan nu afsløre, at Aalborg Håndbold også er nået til enighed med landsholdsstjernen Mads Mensah om et skifte fra 2022.

Her har Mads Mensah kontraktudløb i Flensburg-Handewitt, og han vil gerne tilbage til Aalborg, hvor han tidligere har spillet.

Der er dog endnu ikke underskrevet en aftale, men parterne er ifølge B.T.s oplysninger enige om vilkårene.

Hvis det står til Aalborg, vil de danske mestre gerne have Mensah allerede fra næste sæson, men det kræver, at nordjyderne og Flensburg-Handewitt kan blive enige om en overgangssum.

Mads Mensah spillede i Aalborg fra 2012 til 2014, og hans kæreste kommer ligeledes fra byen, så den stærke bagspiller vil på flere måder være på hjemmebane i det nordjyske.

Landsholdsstjernen nåede at vinde DM med Aalborg, inden han i 2014 skiftede til Rhein-Neckar Löwen. Mensah spillede herefter seks sæsoner i det sydtyske, før han i sommer skiftede til Flensburg-Handewitt.

Og nu tyder alt altså på, at han snart vender hjem til Danmark, hvor han vil drysse stjernestøv over ligaen sammen med Mikkel Hansen.

De to kender i øvrigt hinanden fra en fælles fortid i AG København samt en lang årrække på landsholdet.

Opdateres...