Lærke Møller kalder det, hvad det er: ’Et døgn i helvede'.
Den danske landsholdsspiller har brugt Facebook til at fortælle om den nye skadenedtur, som hun er væltet ind i.
I en liga-kamp for sit hold, Team Tvis Holstebro, skadede hun både sin skulder og rev det forreste korsbånd i højre knæ over. Det koster nu en laaaaang pause for resten af sæsonen – og ikke mindst to store landsholdsopgaver forude.
»Den fysiske smerte kan jeg håndtere, men den psykiske smerte er den værste. Stemmen i hovedet, der med det samme fortæller mig: Der røg det VM på hjemmebane i december og OL i Rio næste sommer! Jeg var knust,« skriver Lærke Møller på Facebook.
Det er ikke første gang, at hun bliver alvorligt skadet. Faktisk er det fjerde gang i træk, at hun misser en VM-slutrunde med det danske landshold.
Det erkender den 26-årige håndboldspiller. Hun nægter dog at opgive muligheden for at komme til OL næste år.
»Sæsonen i TTH er slut, og VM i december er umuligt og urealistisk!! Men OL i Rio kan nås og er ikke urealistisk. I dag er der 10 måneder og 13 dage til åbningsceremonien i Rio den 5. august. Dét er min motivation, og jeg ved, at alle de fantastiske mennesker i Team Tvis Holstebro støtter mig og vil hjælpe mig med at komme dertil,« skriver Lærke Møller.
I første omgang viste det sig, at skulderen var røget, hvilket ville koste en forestående landsholdssamling. Senere onsdag fik hun så foretaget en MR-skanning af knæet, der viste, at det var meget alvorligt.
»Det værst tænkelige blev til virkelighed: Det forreste korsbånd var revet over... Det kunne sådan set ikke blive meget værre - frustreret, knust, uretfærdigt og sådan noget fucking lort!! Det er ikke selve skaden, jeg som sådan er mest ked af - for jeg VED, at jeg nok skal komme tilbage på topniveau - men jeg er mest ked af alt det, jeg kommer til at gå glip af, som er mine største mål og drømme,« skriver Lærke Møller.
Se hele hendes Facebook-opdatering her: