»Selvfølgelig kan jeg mærke det, men jeg har prøvet ikke at tænke for meget over det. Jeg læser ikke med i medierne, jeg prøver bare at have fokus på slutrunden og kun skrive med de nærmeste.«

Althea Reinhardt indleder med sit karakteristiske grin.

Hun er ikke så glad for at tale om sig selv. Men ved årets slutrunde slipper hun ikke for det. For hun har leveret forrygende, og det betyder også en øget opmærksomhed.

Den, hun prøver ikke at tænke over eller lade sig påvirke af. Men den er der. Fra både medier og omverden.

På Instagram er den danske målvogter også blevet mere populær, som slutrunden er skrevet frem.

For siden årets håndbold-VM startede 2. december, har hun fået yderligere 3.000 følgere på det sociale medie, ligesom der også er lidt flere i indbakken.

»Selvfølgelig er det steget en smule, og jeg har også fået rigtig mange søde og opbakkende beskeder. Jeg bliver bare glad for, at folk er så positive. At de skriver, at de følger med og hepper, er bare dejligt,« siger den 25-årige Odense-spiller, der da godt kan mærke, der pludselig er lidt flere beskeder end normalt her i december.

»Det er også tit beskeder, hvor folk skriver: 'Godt spillet i dag' til hele holdet eller 'Vi hepper og følger med hjemmefra, hvor er I seje'. Så det er virkelig kun positive beskeder. Det er mega dejligt at høre, hvordan folk følger med og hepper på os. De anerkender vores arbejde og synes, det er fedt at følge med. Det er fantastisk at vide, vi har folk i ryggen,« siger målvogteren, der har spillet håndbold, siden hun kunne gå.

Althea Reinhardt under VM-kampen mellem Danmark og Tyskland i Granollers 12. december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Althea Reinhardt under VM-kampen mellem Danmark og Tyskland i Granollers 12. december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Interessen kom fra hendes mor, der selv har spillet, og derfor har hun kunnet støtte sig til hende også.

Allerede som 12-årig begyndte det med til- og fravalg, og Althea Reinhardt begyndte tidligt at gå håndboldvejen, ligesom valget som målmand lå ret naturligt til hende, dels på grund af talent, men også fordi hun egentlig ikke bryder sig om at skulle være den, der er ude for at tage de hårde og vilde dueller.

Hun fortæller, at hendes mor har været med til at pace hende, og det er ikke i negativ forstand. Og hendes forældre spiller en meget stor rolle i håndboldrejsen.

»Det er bare super dejligt, vi har det sammen. De følger også med og har altid været opbakkende. Jeg tør godt sige, hvis det ikke havde været for dem, havde jeg ikke stået her i dag. De har godt nok kørt mig rundt i haller og til træninger. De har virkelig været dedikerede og ofret sindssygt meget tid, siddet i diverse haller. Det har betydet sindssygt meget i min karriere, at de har gjort det,« siger Althea Reinhardt.

En karriere, der lige nu byder på et stort sportsligt højdepunkt for målvogteren, der har været en del af landsholdet siden 2016.

Althea Reinhardt og Sandra Toft har delt minutterne i målet mellem sig ved årets slutrunde. Begge har leveret på højt niveau, og Althea Reinhardt stod mod Tyskland en helt vildt kamp, hvor hun blev noteret for over 20 redninger.

Hun har trukket overskrifter i adskillige medier, og Reinhardt køber da også præmissen, at det her er hendes slutrundegennembrud på det danske landshold.

»Det er klart. Jeg har også fået mere tid til denne her slutrunde. Jeg føler, jeg har fået en større rolle,« siger den 25-årige målvogter, der altid har haft en stor tro på sig selv, og så har hun hele tiden troet på, at hun er god nok.

I landsholdslejren har de talt meget om det mentale spøgelse, men den ekstra tillid fra landstræneren er bestemt ikke noget, der giver hende nervøse krampetrækninger.

»Jeg er typen, der virkelig godt kan lide presset og forventningerne til en. Jeg trives rigtig godt under det. Det er også noget, jeg har tillært mig, og så er jeg også bare sådan som person. På den måde nyder jeg det,« griner hun.

Sammen med resten af landsholdet venter der en semifinale fredag aften. Følger Jesper Jensen det system, han indtil videre har kørt med, er det blevet Althea Reinhardts tur til at stå på mål.

Men om det også bliver sådan, får vi først svar på, kort tid inden opgøret starter.