Jeff Winther blev delt nummer syv i Sydafrika. Det er hans næstbedste resultat på European Tour.

For tredje gang i karrieren sluttede den danske golfspiller Jeff Winther i top-10 i en European Tour-turnering.

Søndag gik han sidste runde i South African Open i Johannesburg i et slag under banens par. Dermed han ender i samlet ni slag under par, hvilket rækker til en delt syvendeplads sammen med syv andre spillere.

Det har den 30-årige dansker kun gjort bedre en enkelt gang i European Tour-sammenhæng. Det var i 2016, hvor han blev nummer to i Tshwane Open.

Turneringen i Sydafrika er ikke blandt de største på European Tour, og den havde således deltagelse af en stor del lokale spillere.

Som turneringens bedst placerede spiller på verdensranglisten var hjemmebanehåbet Louis Oosthuizen en lille favorit, og den værdighed levede verdens nummer 36 op til.

Han vandt turneringen i 18 slag under par og havde seks slag ned til nærmeste forfølger, franskmanden Romain Langasque.

Tilbage i 2014 blev turneringen vundet af Morten Ørum Madsen.

I år havde den tidligere vinder en skidt turnering. Morten Ørum Madsen missede cuttet, og det samme gjorde turneringens tredje dansker, Joachim B. Hansen.

/ritzau/