Der er kun én eftertragtet plads tilbage i Formel 1-feltet til næste sæson.

Og det er pladsen som holdkammerat til Kevin Magnussen hos Haas, som den tyske legendesøn Mick Schumacher har i år.

Mick Schumacher er fortsat inde i spillet til at beholde sin plads, men det er langtfra sikkert, at sønnen til den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher kan kalde sig Formel 1-kører næste år.

Står det til den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone, behøver Mick Schumacher slet ikke vente på, at Haas tager en beslutning.

Han skal tage den selv.

»Måske skal han glemme Formel 1 og fokusere på noget andet motorsport,« siger 92-årige Ecclestone til RTL og fastslår, at han tvivler på, at Schumacher er at finde i motorsportens kongeklasse i 2023.

Ifølge den mangeårige ejer af Formel 1 er Schumacher-navnet ligefrem en byrde for den 23-årige legendesøn.

»Men han forsøger at leve op til navnet på bedste vis, og det er det, der giver ham alle de problemer. Derfor: glem Formel 1 og vind i en anden kategori,« lyder rådet til Mick Schumacher.

Haas-teamchef Günther Steiner har til RTL erkendt, at han står over for en 50-50 beslutning, i forhold til om Mick Schumacher skal have en tredje sæson for Haas, eller om Nico Hülkenberg i stedet skal være Kevin Magnussens holdkammerat.

Mick Schumacher har scoret 12 point i år, mens Kevin Magnussen har scoret 24. Der resterer to løb i år i Brasilien og Abu Dhabi.

Kevin Magnussen sikrede sig fredag en historisk pole position, så han starter forrest til lørdagens sprintløb.

Du kan følge Kevin Magnussen i Brasilien hele weekenden på bt.dk.