Lyt til artiklen

Kevin Magnussen har skrevet historie!

Den danske racerstjerne har fredag aften sikret sig karrierens første pole position i Formel 1 efter et kæmpe drama.

Kevin Magnussen var den første, der satte en tid, inden regnen væltede ned, og kvalifikationen blev afbrudt midlertidigt.

Midt i afbrydelsen var Kevin Magnussen på radioen til sit team.

»Jeg har aldrig følt sådan her i mit liv. Lad være med at fejre det for tidligt,« lød det fra en tydeligt rystet Magnussen.

Efter en kort pause blev kvalifikationen genoptaget, men banen var alt for våd til, at Magnussens konkurrenter kunne forbedre sig.

Dermed blev sensationen en realitet.

Kevin Magnussen lignede én, der slet ikke kunne forstå, hvad han netop havde præsteret.

Men den er god nok, Kevin. Du har sikret Danmarks første pole position i Formel 1!

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Teamet sendte mig på banen på det helt rigtige tidspunkt. Vi er på pole. Det er utroligt. Tak til Gene Haas (holdejer, red.), Günther (Steiner, teamchef, red.), hele holdet. Jeg er tilbage i år efter et år ude, det har været en fantastisk rejse,« sagde Kevin Magnussen efter kvalifikationen.

Så slog han over i dansk, mens hele verden så med.

»Tak til Louise (Gjørup, Kevins kone, red.) og Laura (datter, red.) derhjemme. Fantastisk,« lød det fra en tydeligt rørt Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen jubler over sin bedrift flankeret af Max Verstappen og George Russell.
Kevin Magnussen jubler over sin bedrift flankeret af Max Verstappen og George Russell. Foto: RICARDO MORAES
Vis mere

Denne weekends grandprix i Brasilien køres med det specielle format, hvor kvalifikationen fredag sætter startrækkefølgen til lørdagens sprintløb, der så igen sætter startrækkefølgen til det egentlige grandprix søndag.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hold nu kæft, jeg ved ikke, hvad fanden der foregår,« fortsatte han til Viaplay med et kæmpe smil.