Et nyt stjernepar er muligvis på vej.

I hvert fald er sangerinden Shakira og Formel 1-køreren Lewis Hamilton blevet spottet sammen ad flere omgange.

Først blev de set i et selskab på en restaurant i Miami og efterfølgende på en båd, hvor 38-årige Hamilton hjælper den 46-årige sangerinde om bord.

Det skriver The Sun.

Du kan se billederne nederst i artiklen.

Den colombianske sangerinde er flyttet til Miami efter det forliste ægteskab med den tidligere fodboldstjerne Gerard Piqué.

Shakira og Piqué gik fra hinanden i juni efter 11 år sammen, og efterfølgende kom det frem, at Piqué angiveligt var utro.

Den tidligere FC Barcelona-spiller er siden stået frem offentligt med sin nye flamme – den 12 år yngre Clara Chía Marti, og bruddet har i den grad skabt drama.

Kort efter nytår slog Shakira YouTube-rekord, da hun i en ny musikvideo rasede over sin eksmand.

»En hunulv som mig er ikke til amatører. Jeg var ude af din liga, og derfor er du sammen med én ligesom dig.«

»Jeg er dobbelt så meget værd som en 22-årig. Du byttede en Ferrari ud med en Twingo. Du byttede et Rolex for et Casio,« sang hun blandt andet, og få dage efter delte Gerard Piqué en video, hvor han kører rundt i en Renault Twingo.

Senest udviklede det sig voldsomt, da Piqué ville besøge sine børn, der er flyttet med sangerinden til Miami.

Et skænderi mellem de to superstjerner udviklede sig, så Shakiras bror måtte træde til.