Det Økonomiske Råd er ude med ny prognose for den danske økonomi, som umiddelbart er bundsolid.

Men prognosen indeholder både en god og en dårlig nyhed til danske boligejere.

Den dårlige nyhed er, at huspriserne forventes at falde frem mod udgangen af 2024, mens den gode nyhed er, at der herefter er udsigt til en kraftig stigning i huspriserne.

Tager man udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 m², så kostede det 2.278.000 kroner i 2022. 

Hvis vismændenes prognose holder stik, vil huset kunne sælges for 2.096.000 kroner i 2023 og for 2.075.000 kroner i 2024. 

Det svarer til, at vismændene forventer, at huspriserne vil falde med cirka 182.000 kroner i friværdi i indeværende år og med yderligere 21.000 kroner i 2024.

Men når vi kommer forbi det, så vil det i perioden 2025 til 2030 tage fart. 

Huspriserne tager revanche, og i 2030 vil det samme hus kunne sælges for 2.943.000 kroner, hvilket er 29,2 procent eller 665.000 kroner mere, end huset kostede i 2022. 

Hvis vismændene får ret i deres prognose, har boligejerne altså samlet set udsigt til en massiv stigning i deres friværdi frem mod 2030.

»Vismændene forventer, at de nuværende sorte skyer på boligmarkedet kommer til at hænge fast i den kommende tid i form af sivende priser og lavere handelsaktivitet end normalt. Der er dog tale om et midlertidigt fænomen, der skyldes høj inflation og høje renter,« siger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann, i en kommentar.

»Allerede i 2025 er uvejret drevet over, og herefter kan boligejerne se frem til sol og sommer på boligmarkedet i form af kraftigt stigende boligpriser. Hvis boligejeren ikke har planer om at flytte lige foreløbigt, kan de derfor være godt tilfredse med den nye prognose fra vismændene.«

Og uvejret vil i den grad være drevet over, og i 2030 vil boligejerne have fået en kæmpe gevinst.

»Fra 2025 til 2030 forventes huspriserne at stige med 6 procent om året i gennemsnit. Der svarer til, at prisen på et gennemsnitligt hus på 140 m² vil stige fra 2.075.000 kroner i 2024 til 2.943.000 kroner i 2030 eller med 868.000 kroner i alt,« siger Lise Nytoft Bergmann.

»Hvis vismændene får ret i deres prognose, vil huspriserne altså stige med i gennemsnit 145.000 kroner om året i alle seks år. Det er et kæmpe bidrag til boligejerne friværdi.«

Flere økonomer stemmer også i koret. Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit, er enig med Lise Nytoft Bergmann.

»Vores vurdering af prisfaldets størrelse ligger meget tæt på DØRs, men skal man finde en lille forskel, så er vi en kende mere optimistiske omkring vendingen af de nuværende prisfald til prisstigninger. Vi forventer, at vendingen i huspriserne bliver stærk nok til, at vi allerede i 2024 samlet set vil se en lille stigning i huspriserne på landsplan.«

»Vi forventer i tråd med DØR, at lavere realkreditrenter og fremgang i den reale disponible indkomst vil vende husprisfald på landsplan til prisstigninger igennem 2024, men vi lægger måske en lidt større positiv effekt i den boligskattelettelse på 10 milliarder i 2024 som overgangen til de nye boligskatteregler vil betyde for huspriserne.«