»Det er et plaster på såret, men kommer ikke til at batte noget.«

Sådan lyder det fra  Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM. Han har regnet på, hvad det højere bundfradrag for elbiler, der er blevet vedtaget i den nye finanslov for 2024, betyder for ejerne af den populære Tesla Model Y. 

»En Tesla Model Y skulle stige med cirka. 7.000 kroner i afgift til næste år, og nu stiger den i stedet med cirka 4.000 kroner,« siger Ilyas Dogru.

Altså bliver næste års stigning i afgift for en Tesla Model Y cirka 3.000 lavere med den nye finanslov, men afgiften stiger altså stadig med cirka 4.000 kroner. 

Ifølge de seneste opgørelser var der 1. november solgt tæt på 14.000 udgaver af Tesla Model Y i Danmark i 2023.

Det er flest af alle nye biler i Danmark i år.

Ilyas Dogru oplyser, at det over en bred kam vil være en afgiftsstigning næste år til ejerne af elbiler, der er 2.000 kroner lavere end forventet. 

»Det her kommer nok til at betyde, at afgifter på elbiler stiger med cirka 10.000 kroner i stedet for 12.000 kroner om året,« siger Ilyas Dogru.

'Plaster på såret'
Han slår fast, at det er en meget beskeden besparelse. 

»Det er et plaster på såret. Beløbets størrelser kommer nok ikke til at batte noget i forhold til danskernes lyst til at købe en elbil,« siger han. 

At elbilerne fra næste år tager et gevaldigt hop i afgifter, har da også givet stor debat, og Ilyas Dogru vurderer, at det her 'plaster på såret' mest er for at sende et signal. 

 »Det her er et signal om, at regeringen er opmærksomme på udfordringen med afgifterne,« siger han.

Ilyas Dogru mener, at to store problemstillinger udskydes.

»Her udskyder de to store problemstillinger, dels slagsmålet om de store afgiftsstigninger i 2026, og dels problematikken om hvordan flere danskere med lavere bilbudget end de nuværende elbilskøbere skal kunne få adgang til at købe elbil. Og de vil nok bruge de kommende år på at finde en vedvarende løsning. Det opfordrer vi til fra FDMs side,« siger han. 

her de bedste råd, hvis du skal ud og købe elbil.