Efter flere år med enormt gunstige renteniveauer, hvis man vil optage et boliglån, er renterne banket i vejret de seneste uger.

Især i den forgangne uge gik det stærkt. Rigtig stærkt.

Renterne for korte lån som F1, F3 og F5 har ramt de højeste niveauer i mange år, mens det toneangivende fastforrentede lån med afdragsfrihed nu er oppe i 2,5 procent.

For godt et år siden lå renten på samme lån på 0,5 procent. Altså: En femdobling på et år.

»Vi har haft en uge, hvor renterne har bevæget sig rimelig meget. Det er gået meget stærkt med rentestigninger. Og vi er også kommet en spids højere op i niveau, end vi havde troet,« forklarer Mikkel Høeg, boligøkonom i Jyske Bank:

»Så det er blevet dyrere at låne penge. Tingene går ikke lige boligmarkedets vej lige nu.«

Renterne stiger, fordi konstant stigende inflationstal er kommet bag på langt de fleste eksperter, økonomer og centralbanker.

Stort set hver gang, de har forudset, at inflationen ville falde, er den steget.

Det har udløst en reaktion, hvor Federal Reserve i USA, Bank of England og Den Europæiske Centralbank alle har varslet eller indikeret, at de hæver renten.

»Centralbankerne har sagt, at nu kan man ikke længere lukke øjnene for de her stigende priser. Man siger: 'Vi må gøre noget'. Og det, man gør, er at forhøje renten,« forklarer Mikkel Høegh.

Han mener dog stadigvæk, at man som boligejer skal trække vejret.

»Vi skal lige spise brød til. Vi er stadigvæk nede i renteniveauer, som i et historisk perspektiv er så lave, at det er ret unikt i forhold til tidligere generationer. Vi er nede i niveauer, som vi var helt ekstatiske over, da vi kom derned,« forklarer Mikkel Høegh:

»På den måde er vi blevet lidt renteblinde. Man skal huske, at de her renter er forholdsvist lave. Man skal ikke gå i panik. Man skal købe hus, fordi man har behov, og man skal tænke langsigtet. Så rolig nu.«

Men det er ikke mere end et par uger siden, at de fleste boligøkonomer – også dig selv – sagde, at vi nok ikke kom over to procent i rente. Nu er det 2,5 procent. Er det ikke lidt skræmmende?

»Vi er kommet højere op end forventet. Det er svært at spå om de her ting. Jeg tror ikke, vi kommer meget højere op, men vi har taget fejl før.«