Uefa-præsident Aleksander Ceferin afviser, at en europæisk superliga skulle være på trapperne.

Idéen om en privatdrevet superliga for Europas storklubber har skabt store overskrifter i de seneste uger.

Aleksander Ceferin, der er præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), tror dog ikke truslen.

Tidligere på måneden skrev det tyske magasin Der Spiegel, at 16 europæiske topklubber er blevet bedt om at underskrive en aftale om at være med i en udbryderliga.

Hvis det skulle ske, ville det betyde enden på Champions League-turneringen i sin nuværende form.

Ceferin, som blev spurgt til emnet på et pressemøde tirsdag, tager rygterne om planerne med knusende ro.

- Superligaen vil aldrig ske. Det er på en måde fiktion eller en drøm, siger Ceferin ifølge BBC.

Der Spiegels oplysninger var baseret på lækkede dokumenter fra whistleblowerportalen Football Leaks, som har sendt dokumenterne videre til flere medier.

Kluborganisationen European Club Association (ECA) afviser også ethvert kendskab til planer om en europæisk superliga fra 2021.

- Jeg kan bekræfte, at vi aldrig har set, diskuteret eller været involveret i arbejdet med dette dokument.

- Vi samarbejder fuldt og helt med Uefa om at forme fodbolden for fremtiden, siger ECA-bossen Andrea Agnelli, som også er formand i den italienske fodboldklub Juventus.

Ifølge Der Spiegel er Juventus blandt de klubber, som er inviteret til at deltage i en superliga.

Ceferin og Agnelli fortæller begge, at de arbejder på forskellige løsninger for at gøre Champions League endnu mere lukrativ.

- Vi har nogle idéer. Alt, jeg kan sige, er at enhver superliga er uaktuel, fastslår Uefa-præsidenten.

/ritzau/