Det danske fodboldlandshold spillede 0-0 ude mod Georgien i EM-kvalifikationen.

Opgaven for det danske fodboldlandshold var i denne uge at sejre over Gibraltar og Georgien i EM-kvalifikationen.

Og mens første del af opgaven blev klaret med en 6-0-sejr ude over miniputnationen Gibraltar i torsdags, så lykkedes anden del af missionen knap så godt.

Danmark spillede i en ikke specielt seværdig fodboldkamp 0-0 ude mod Georgien søndag aften i Tblisi.

Danmarks Yussuf Poulsen og Georgiens Jemal Tabidze (3) under Danmark - Georgien i EM-kvalifikationskampen på Boris Paichadze Dinamo Arena i Georgien søndag den 8. september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Danmarks Yussuf Poulsen og Georgiens Jemal Tabidze (3) under Danmark - Georgien i EM-kvalifikationskampen på Boris Paichadze Dinamo Arena i Georgien søndag den 8. september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dermed endte denne uges landsholdssamling med fire point, og Danmark har på gruppens andenplads ni point efter fem kampe. Irland topper gruppen med 11 point efter fem kampe.

De to bedste hold går direkte videre til næste sommers EM-slutrunde, som blandt mange værtslande også afvikles i Danmark.

Det danske spil var præget af alt for mange fejlafleveringer og flød slet ikke lige så godt som i torsdagens 6-0-sejr ude over Gibraltar.

Modstanden var dog også anderledes hård. De fysisk stærke georgiere forsvarede sig godt, så danskerne fik ikke meget tid eller plads på modstanderens banehalvdel.

Danmarks Martin C. Braithwaite og Georgiens Otar Kakabadze under EM kvalifikationskampen mellem Georgien-Danmark på Boris Paichadze Dinamo Arena i Tiblisi, søndag den 8 sept september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Danmarks Martin C. Braithwaite og Georgiens Otar Kakabadze under EM kvalifikationskampen mellem Georgien-Danmark på Boris Paichadze Dinamo Arena i Tiblisi, søndag den 8 sept september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danmark dominerede generelt kampen og kom også frem til de største chancer på en bane, der virkede noget knoldet og slidt.

I første halvleg var Martin Braithwaite, som havde fået chancen fra start i stedet for Robert Skov, en trussel flere gange.

Leganes-angriberen havde to drilske skudforsøg, som Georgiens keeper Giorgi Loria fik verfet til hjørnespark begge gange ved hver sin stolpe.

Yussuf Poulsen forsøgte sig også, ligesom Christian Eriksen havde et udmærket frispark, men skarpheden manglede.

Danmarks Christian Eriksen under EM kvalifikationskampen mellem Georgien-Danmark på Boris Paichadze Dinamo Arena i Tiblisi, søndag den 8 sept september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danmarks Christian Eriksen under EM kvalifikationskampen mellem Georgien-Danmark på Boris Paichadze Dinamo Arena i Tiblisi, søndag den 8 sept september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danskerne kom langt bedre ud til anden halvleg, og både Kasper Dolberg og Christian Eriksen havde nærgående forsøg, men ind ville bolden ikke.

Georgierne lukrerede på hurtige kontraangreb, men det nåede kun i få tilfælde at blive farligt. Som da Valeri Qazaishvili hamrede bolden lige forbi Kasper Schmeichels mål.

Indskiftede Christian Gytkjær havde det farligste danske forsøg i anden halvleg, da angriberen hamrede bolden på overliggeren med ti minutter tilbage.

Georgien pressede også på for en scoring til slut, men forestillingen i Tblisi endte uden mål.

/ritzau/