De nåede kun at bo i deres nye store hus i Manchester i en uge.

For så måtte Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez flytte igen. Det skriver The Sun.

Og så fristes man måske til at tro, at årsagen er, at fodboldstjernen ikke kunne være i fred for de mange United-fans, der har jublet over hans 'hjemkomst'. Men det er i stedet en anden form for fred, Cristiano Ronaldo mangler.

For tæt på huset er der en masse får, og det er dem, der tilsyneladende har generet familien.

Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez.
Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

»Selvom grunden er smuk og ligger omgivet af store græsområder og skov, var det også tæt på en masse får, der er meget højlydte tidligt om morgenen,« fortæller en kilde til The Sun.

Den går som bekendt ikke for en fodboldspiller som Cristiano Ronaldo, der er yderst struktureret og går meget op i at forberede sig bedst muligt, når det kommer til fodbold.

»Ronaldo er en sand professionel, der fokuserer meget på hvile og restitution efter kampene, så det blev besluttet, at det var bedst, han og familien flyttede,« fortæller kilden.

Samtidig var der en stor offentlig sti tæt på huset, der betød, at nysgerrige sjæle kunne kigge ind gennem porten, og derfor frygtede parret for deres sikkerhed i villaen til 52 millioner kroner.

Der kommer dog heller ikke til at mangle noget i det nye hus, der både skulle have en pool, hjemmebiograf og en garage, der kan rumme fire biler. Det ligger angivelig i Cheshire tæt på det hus, Ronaldo boede i, da han første gang spillede for Manchester United.

Og det tyder også på, der lige nu er brug for en masse aktiviteter i huset, som han ifølge kilden bruger meget tid i. For han er en uhyre populær mand i det engelske.

»Hans børn går i privatskole, og han håber, at han – når hypen omkring hans skifte er faldet lidt ned – kan tage Georgina med ud i byen og vise hende sine favoritsteder i lokalområdet.«

Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez har sammen datteren Alana Martina på fire år.

Fodboldstjernen har desuden sønnen Cristiano Jr. på 11 år, som han har fuld forældremyndighed over. Derudover har han tvillingerne Eva og Mateo, der kom til verden i juni 2017 ved hjælp af en rugemor.