Fælles for Lars Benny Boye-Nielsen, Stephanie Cassiopeia Haagh og Sam Madeleine Athena Conradsen var, at de alle var taget til landskamp i Fælledparken fredag aften i forhåbning om, at det ville blive en fest.

Det blev det langtfra.

Glasflasker, ølkander og tomme dåser fløj gennem den massive menneskemængde, der var samlet for at se det danske fodboldlandsholds Nations League-kamp mod Kroatien.

»I starten af kampen kommer der noget flyvende hen over os. Jeg registrerer ikke, hvad det er, men vi kaster os ned bag ved det hegn, der er sat op, for at skåne os selv. Det er fuldstændig ude af kontrol, og vi bliver mast imod hegnet, fordi der kommer flere og flere mennesker bagfra,« siger Stephanie Cassiopeia Haagh, der var i Fælledparken med sin 13-årige datter.

Stephanie Cassiopeia Haagh forlod sammen med sin 13-årige datter Fælledparken efter 1. halvleg.
Stephanie Cassiopeia Haagh forlod sammen med sin 13-årige datter Fælledparken efter 1. halvleg.
Vis mere

Sam Madeleine Athena Conradsen opdagede hurtigt, hvad det var, der blev kastet med.

»Til sidst så vi ikke rigtig kampen, fordi vi havde mere travlt med at holde øje med himlen – i en grad, hvor man nærmest blev bange, når man så en fugl ud af øjenkrogen, af frygt for, at det var en flaske, der var på vej mod en. Jeg endte med at tage bøllehat på, selvom solen var væk, fordi jeg tænkte, at den måske trods alt kunne beskytte mig en smule, hvis jeg fik kanten af en dåse i hovedet,« fortæller hun.

Lars Benny Boye-Nielsen stod sammen med sin kone, da hun over to omgange blev ramt af en fyldt øldåse på benet.

»Nu har jeg været til rigtig, rigtig mange fodboldkampe, også Brøndby-FCK, men det der var vildt. Det var fuldstændig sindssygt,« siger Lars Boye-Nielsen og tilføjer, at det var ubehageligt at være i Fælledparken.

Lars Benny Boye-Nielsens kone blev ramt af fyldte øldåser, da de sammen var taget i Fælledparken fredag aften.
Lars Benny Boye-Nielsens kone blev ramt af fyldte øldåser, da de sammen var taget i Fælledparken fredag aften.
Vis mere

Det bakkes op af Stephanie Haagh, der ligesom Lars Boye-Nielsen samlede familien og forlod storskærmsarrangementet inden slutfløjt.

»Da der er gået en halv time af 1. halvleg, siger jeg til min datter: 'Nu er det på tide, at vi går, for det her er fuldstændig ude af kontrol, og vi ender med at komme på sygehuset'.«

Også Lars Benny Boye-Nielsen tog sin kone, datter og datterens veninde under armen efter 20 minutters spil og kørte hjem for at se resten af kampen.

Mens de andre forlod Fælledparkens kaos, blev Sam Conradsen  der i alle 90 minutter. Men på vej tilbage mod bilen så hun en pige, der sad på fortovet med blod strømmende ud fra hovedet efter at være blevet ramt. Hun fik hjælp af tililende.

Sam Madeleine Athena Conradsen var også i Fælledparken, hvor hun var vidne til ølregnen.
Sam Madeleine Athena Conradsen var også i Fælledparken, hvor hun var vidne til ølregnen.
Vis mere

Alle tre melder om, at vagterne enten var magtesløse og intet kunne stille op – eller havde travlt med at lukke de merchandiseboder, der stod rundtomkring i Fælledparken.

Konsekvensen af ølregnen blev som bekendt, at DBU valgte at aflyse mandagens storskærmsarrangement i Fælledparken.

Kanalchef for TV 2 Sport Kristian Hyldgaard mener ikke, at det valg var til diskussion.

»Vi bakker 100 procent op om beslutningen og tager kraftig afstand fra den opførsel. Jeg læner mig op ad det, Jakob Høyer (kommunikationschef i DBU, red.) sagde. Vi er pisseærgerlige over det,« siger han og fortsætter:

»Jeg er overrasket over, at det bliver så voldsomt i forbindelse med fire træningskampe. Det var den ubekendte, vi stod med, og der har vi lænet os op af, at de har et bureau, der altid har været vant til at lave det og har kunnet skalere op og ned.«

B.T. har været i kontakt med eventbureauet Third Brand, der har stået for arrangementet i Fælledparken sammen med DBU og TV 2, men de henviser til DBU for kommentarer.

DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, siger til TV 2 News, at de nu vil evaluere forløbet. Han er åben for muligheder som indhegning og billettering, og han oplyser desuden, at de faktisk havde sat flere vagter på til den sidste kamp, hvor det gik helt over gevind.

»Vi har gjort en række ting undervejs, men jeg synes, at karakteren af de her kast med fyldte øldåser... Jeg er stadig rystet over, at der er nogle, der synes, det kan være en fed ide at kaste en fyldt øldåse, og ikke tænker, at det kan ramme folk i den anden ende og gøre sindsssygt ondt.«

»Vi har folk, der er kommet på skadestuen på al mulig vis, og det er jo fuldstændig uacceptabelt, at der er få mennesker, der går ind og laver – undskyld mig – så hjernedøde ting.«

Høyer nævner de to Nations League-kampe i september som en mulighed for et nyt event. Men ifølge TV 2 har der ikke været nogen planer om at stable et lignende arrangement på benene der.

Men er der så en chance for, at det kan genopstå, har B.T. spurgt TV 2.

»Det håber jeg. De spiller to gange til september, og der havde vi isoleret set ikke nogen planer, for der er kun to kampe, og det bliver et meget stort setup.«

»Til november og december (under VM, red.) har vi simpelthen ikke taget nogen beslutning om, hvad der skal ske med vores dækning. Men det er klart, at det ikke bliver 20-25.000 mennesker inde i Fælledparken på det tidspunkt af året uanset hvad,« slutter Hyldgaard.